At rekonstruere vikingeskibenes sejl

Udgivet 16/06-2008

Når man rekonstruerer vikingernes skibe, må man kombinere forskellige metoder og indfaldsvinkler. Dette skyldes dels skibets teknologiske kompleksitet, dels bevaringsmæssige faktorer. Skroget er én side af sagen, mens rig og sejl er en anden. Netop sejl og rig skiller sig ud ved stort set ikke at være fysisk repræsenteret i det arkæologiske materiale.

Denne vigtige del af det fuldstændige og funktionsdygtige vikingeskib erkendes kun gennem vikingetidens afbildninger, negative aftryk på skrog og lignende, samt gennem løsrevne maritimt specialiserede genstande. Sejl og rig har man som følge af de dårlige bevaringsforhold rekonstrueret primært på et etnografisk grundlag sammenholdt med vidnesbyrd fra skibsarkæologiske nøglefund, i særdeleshed det lille, velbevarede 1000-tals fragtskib "Skuldelev 3". Det forholder sig nemlig således, at 1800-tallets norske råsejlsbåde deler teknologiske træk med vikingeskibene, hvad angår skrog, såvel som sejl og rig. Disse fartøjer – vikingeskibenes 750 år yngre arvtagere – er kommet til at spille en primær rolle i rekonstruktionen af vikingetidens sejl og rig, mens samtidens mange skibsmotiver på blandt andet billed- og runesten samt mønter med tiden er endt i en sekundær position. Dette er problematisk, da sejlene på vor tids rekonstruerede fartøjer langtfra stemmer visuelt overens med vikingetidens skibsmotiver. Vikingernes egne billeder viser som oftest sejl, der er dobbelt så brede som højden, mens de rekonstruerede sejl er mere eller mindre kvadratiske eller højere end bredden.

Krigsskibet "Skuldelev 2" – Havhingstens forlæg – er Skuldelevfundets dårligst bevarede fartøj. Under en fjerdedel er bevaret. Blandt andet er kølsvinet det eneste spor efter sejlet. Hermed kan mastens placering i skibet fastslås, men de vigtige punkter for hals- og skødepositioner, der angiver sejlets bredde, kendes ikke. Det samme gælder andre kendte vikingetidige krigsskibe. Det er kun på det lille fragtskib "Skuldelev 3", at sejlets bredde med nøjagtighed kan fastslås. Og selv om vikingeskibene naturligvis grundlæggende repræsenterer samme teknologiske tradition, er der stor forskel på fragt- og krigsskibenes krav til sejl og rig. Ved rekonstruktionen af Havhingstens sejl har det således været nødvendigt i høj grad at basere sig på erfaringer fra tidligere rekonstruktioner samt funktionalistiske beregninger. Resultatet er blevet et næsten kvadratisk råsejl på 118 m², en anelse bredere end højt.

Efter de indledende testsejladser og sidste års forsøgsrejse til Dublin kan der næppe herske tvivl om, at Havhingstens sejl fungerer efter hensigten. Fartøjet kan manøvrere i medvind såvel som modvind og lystrer så vidt vides sin besætning i store træk. Det forlyder oven i købet, at Havhingsten krydser udmærket mod vinden, hvilket undertegnede uberettiget havde tvivlet på. Skibets svage punkt har derimod – forventeligt – vist sig at være sideroret; alle store vikingeskibes akilleshæl.

Det er naturligvis godt, at sejlet fungerer, både i videnskabelig såvel som sikkerhedsmæssig henseende. Dog må man ikke glemme en grundlæggende eksperimentel-arkæologisk doktrin: at en succesfuldt afprøvet hypotese ikke er ensbetydende med, at svaret er fundet. Med andre ord, så er det ikke givet, at Havhingstens sejl er overensstemmende med det sejl, der engang i anden halvdel af 1000-tallet bragte det fartøj, vi i dag kalder "Skuldelev 2" fra Irland til Roskilde Fjord. Det er præmisserne, når man forsøger at genskabe det forgangne.

For et par år siden forsvarede jeg mit speciale De gotlandske billedsten og rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl, hvor jeg efterlyste, at vikingetidens skibsmotiver i højere grad end hidtil blev inddraget ved rekonstruktion af sejl. Ved den lejlighed fremførte Erik Andersen, der har designet Havhingstens sejl og rig, en vigtig pointe: at sejlads i Nordsøen med en rekonstruktion af denne kaliber absolut ikke er en spøg, og at man derfor – i denne forbindelse – skal være varsom med at teste uafprøvede sejltyper. Deri kan man kun være enig. Alene de sikkerhedsmæssige aspekter taler for, at der på denne forsøgsrejse anvendes et sejl rekonstrueret på grundlag af de velafprøvede metoder, som er udviklet gennem de sidste tre årtier på Vikingeskibsmuseet. Også af hensyn til det referencemateriale, som er skabt gennem rekonstruktionerne af de øvrige fartøjer fra Skuldelevfundet, bør man fastholde et ensartet og fælles metodisk fundament, selv om dette måtte møde kritik. Alternativt skrider sammenligningsgrundlaget mellem rekonstruktionerne samt den erfaringsbasis, der er blevet udviklet siden rekonstruktionen af "Skuldelev 3", Roar Ege, i første halvdel af 1980’erne.

Når forsøgsrejsen med Havhingsten er afsluttet, står den maritime arkæologi i Danmark imidlertid ved en milepæl. De fem Skuldelevskibe, hvis udgravning blev startskuddet til et videnskabeligt pionerarbejde på internationalt plan, er alle blevet analyseret, rekonstrueret til funktionelle fartøjer og testet behørigt. Nye målsætninger skal sættes for udforskningen af vikingetidens skibe og søfart, hvor der – trods de sidste mange års landvindinger – stadig venter spændende, uafklarede spørgsmål. En helt grundlæggende af disse målsætninger bør være at nuancere vores opfattelse af vikingeskibenes sejlføring ved i højere grad at indarbejde datidens skibsmotiver i rekonstruktionsarbejdet – på skrivebordet såvel som på eksperimentelt plan.

Litteratur

Andersen, B. & E. Andersen 1989: Råsejlet – Dragens Vinge. Roskilde.

Kastholm, O.T. 2007: Viking Age Iconography and the Square Sail. Maritime Archaeology Newsletter from Denmark, nr. 22, s. 8-12.

Kastholm, O.T. in prep.: De gotlandske billedsten og rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2005.


Oprettet af Ole Thirup Kastholm, arkæolog, cand. mag.