Ottars sommertogt var planlagt til at forsøge at nå Sognefjorden i Norge. Den første uge gik med kraftig nordlig vind, så skibet ikke kunne komme ud af Isefjorden.
Da de endelig fik muligheden, sejlede Ottar direkte til Göteborg. Søen og den friske vind resulterede desværre i nogle småskader på skibet og sejlet. Sejlet blev straks repareret ombord, så det var klar til den videre sejlads mod nord.
Desværre viste det sig at Ottar havde en irriterende læk. Og efter lang tids søgen blev det konstateret at lækken var under de 16 ton ballast i lastrummet agten for masten.
Efter rådslagning med Vikingeskibsmuseets bådeværft, måtte Ottar desværre afbryde sine Sognefjordsplaner, og sejle retur til Roskilde.
Efter en god sejlads øst om Læsø og vest om Anholdt, ligger Ottar igen i museumshavnen, hvor den bliver gennemset af bådebyggerne den næste tid.
Bådelauget har i dag fredag den 12. juli tømt de 16 tons sten ud af skibet og området, hvor skibet er læk, er fundet.
Bådelaugene sejler erfaringerne hjem
Bag vikingeskibenes sommertogter står der omkring 300 frivillige bådelaugsmedlemmer fordelt på 7 aktive, frivillige bådelaug. De gør et kæmpe arbejde med at vedligeholde og sejle skibene.
Hver sommer sejler bådelaugene ud på sommertogter. Det er her besætningen får skibene ind under huden og opbygger de kompetencer, der er nødvendige for at sejle og håndtere disse dejlige, besværlige, beundringsværdige skibe.
Og det er her Vikingeskibsmuseet får enestående muligheder for at se resultaterne af vores eksperimentalarkæologiske arbejde. Se, hvordan de rekonstruerede vikingeskibe sejler, ligger i søen - og ikke mindst, hvordan de ældes.
Tiden sætter spor, der kan føre til nye erkendelser
Ottar blev søsat i 2000, og har gennem de seneste år sejlet flere lange sommertogter til blandt andet Gotland og Edinburgh i Skotland. Som med alt andet, der bruges og bliver ældre, opstår der slid.
Sliddet på skibene afslører, om vi bruger skibene på samme måde, som i vikingetiden: Er der slidmærker de samme steder, som på original skibet? Kan vi se, om skibene i vikingetiden havde lignende udfordringer de samme steder på skibet?
Det er med til at give et billede af, hvor tæt vores rekonstruktion er på det originale skib – for skibene blev ikke fundet med en facitliste – nej, end ikke intakte - og det er jo netop kærnen i eksperimentalarkæologien; at forsøge, stille spørgsmål, tilrette og forsøge igen.
Skibet slid afslører om vi er på rette vej
Når båden slides, bliver det rigtig interessant og det lærer os noget. Nu kan bådebyggerne og skibsrekonstruktøren lægge nye brikker til puslespillet. De tvinges til at se på originalskibet igen, og overveje, om der er andre muligheder, end de løsninger, de brugte ved første rekonstruktion.
Man må måske endda gentænke konstruktionen.
Ingen sejladsforskning uden Vikingeskibsmuseet frivillige bådelaug
Bådelaugenes brug af skibene er derfor helt uundværlig for det videre arbejde med at udforske vikingernes skibe. De gennemfører forsøgs- og testsejladser og sejler masser og masser viden og erfaring hjem til museets 'data-bank' af vikingeskibsviden, som vi skal trække på kommende byggerier.
Dette års skader under sommertogtet er trælse, men altså også vanvittigt interessante. Nu bliver der dokumenteret, grublet, svedt og sukket - både i Ottar-lauget og på bådeværftet.
I løbet af vinteren vil der i år blive gennemført grundigt 'sømilseftersyn', hvor hele skibet gennemgås så det kan afgøres, om der eventuelt skal udskiftes bord, spanter, trænagler jernspiger i større omfang, end tidligere år, så Ottar og de frivillige i bådelauget kan gennemføre deres drømmetogt.