Dagen før Dublin

Vi ankom til Malahide Marina, Irlands største, i går morges klokken halv seks. Og efter en hurtig morgenmad på yderste flydebro tørnede vi ind. De fleste af os på bådeværftet, hvor marinaen tilbød os at sove. Det var blevet tørvejr efter en lang nats regn og kulde, så jeg placerede liggeunderlag, sovepose og mig selv udenfor med udsigt mod øst og sol.

Da jeg vågnede nogle timer senere, var det til et livs i luksus. Solen stod højt på himlen og varmede. Sejlertøjet var tørt. Jeg havde fire timers god søvn i kroppen. Og der var timer nok tilbage af dagen til at jeg kunne nå alle gøremål, inden jeg skulle hente min kæreste og ældste søn i Dublin lufthavn.

Uden udsigt til flere kolde sejladser om natten besluttede jeg at rage skægget af som det første. Jeg er ikke blevet barberet siden søndag den 1. juli. Det er halvanden måned siden. Men fuldskægget har været et godt værn mod regn og vind. Jeg listede om bord på Havhingsten og satte skægtrimmeren til i strømkassen. Inden længe havde jeg fem-seks amerikanske turister omkring mig. De begyndte at stille spørgsmål om skibet og sejladsen, mens skægstubbene dryssede ned fra mit ansigt.

”Hey… that would have been a good picture,” lød det med et smil fra Nathan. BBC-journalisten kiggede på mig og lignede en, der lige nu savnede sit kamera. Men heldigvis kom han mig til undsætning og begyndte at svare på amerikanernes spørgsmål:

”Nej, vi er ikke roet hele vejen fra Danmark til Irland. Det er primæt et sejlskib, så vi sejler så meget som overhovedet muligt. Årerne bruger vi kun ved havnemanøvrer,” lød det fra Nathan.

Herligt, tænkte jeg. Hvor er det fantastisk at høre en journalist fra BBC, som har fulgt os hele vejen fra Roskilde, svare på spørgsmål fra nysgerrige. Og endda gøre det med et ’vi’ i stedet for et ’de’.

Bagefter et brusebad. Og så med Søren op til en café i byen og bestille irsk morgenmad. Bagefter dryssede jeg rundt i byen for at finde et hotel, som kæresten og sønnike kan bo på, inden vi drager til Dublin tirsdag morgen.

Til slut nåede jeg frem til Malahides ’Tourist Centre’. Her mødte jeg Eric. Pæsenterede mig for ham og sagde, at jeg var kommet ind med vikingeskibet Havhingsten her til morgen:

”Oh… you are most welcome here. I saw you on the news the other day. It’s fantastic. Tell me how was your trip?”

Egentlig var jeg bare gået ind for at høre, om der i byen er et hotel eller vandrerhjem.

”Ja, der er jo Grand Hotel. Det er et fint hotel, ligger smukt helt nede ved havnen. Helt perfekt for dig”.

”Ved du, hvad prislejet er?”

”Det skal jeg sige dig. Jeg ringer lige… du ved, nogle gange er priserne lidt lavere, hvis…” Og så begyndte en kort telefonisk forhandling mellem Eric og receptionisten på hotellet. Uheldigvis for mig var manageren ikke på hotellet, så Erics ihærdige forsøg på at skaffe en vildt fremmed sømand fra et vikingeskib en klækkelig rabat lykkes ikke rigtig.

”Beklager… prisen er 180 Euro per nat,” siger Eric og slår undskyldende ud med armene. Og jeg forsøger så godt jeg kan at forsikre ham om, at det er helt okay, og at jeg bare var nysgerrig og selvfølgelig vil betale den pris, der er normal for et hotelværelse.

Og sådan endte det. Efter halvanden måned på dørbrædder, på betonmoler og i lumre gymnastiksale gik jeg ned til Grand Hotel og booke to nætter i firestjernet luksus med morgenmad. Og bedst af alt: Karbad, bløde håndklæder og en seng.

Og så var det tid at hente Heike og Marcus i lufthavnen. Jeg kørte derud i taxi sammen med Niall Byrne – en midaldrende meget venlig mand.

”Har du noget imod, at jeg hører fodboldkampen i radioen, mens vi kører?”

”Nej da. Hvem spiller?”

”Manchester United mod Reading. Hjemmebane. Vi er et godt stykke inde i anden halvleg. Og ved du hvad? De skidderikker har ikke engang scoret endnu. Det er en katastrofe, du!”

Radiokommentatorens stemme buldrer løs. Niall kigger i bakspejlet.

”Og hvor skal du så hen?”

”Jeg skal hente min kæreste og søn ude i lufthavnen, for jeg er lige kommet hertil med et vikingeskib fra Danmark”.

”Wauw… det vikingeskib, som jeg så i nyhederne forleden. For pokker da… jeg har fulgt jeres togt hele vejen,” helt ekstaordinært skruer Niall for en kort stund ned for fodboldkampen i radioen. Og spørger til vores rejse.

Men så ringer Nialls søn på mobiltelefonen. For at spørge, hvordan det går i kampen. Nialls søn er åbenbart et sted, hvor han hverken kan se eller lytte til kampen. Der ryger nogle irske eder gennem luften, mens Niall fortæller sin søn om sin oprigtige mening om et Manchester United, som ikke kan give Reading en læsterlig omgang tæv på banen.

Men så pludselig hæver radiokommentatoren stemmen.

”Ups… nu sker der måske noget... hej!” Niall lægger på og skruer op for radioen. I det samme hører vi tilskuernes skuffede brøl fra stadion. Målmanden på Readings hold reddede skuddet. Der står stadig 0-0.

Da vi standser ude i lufthavnen står taxameteret på 20,5 Euro.

”Vi siger 20 Euro,” lyder det fra Niall med et smil. ”Du har trods alt rejst temmelig langt for at komme hertil”.

Og det har jeg. Rejst længe og langt før jeg kunne komme til det skønne øjeblik, hvor jeg kan se Heike og Marcus træde ud af ankomsthallen.


Oprettet af Henrik Kastoft