06. december 2017

Vikingeskibsmuseets nye udstilling Stig Ombord er en grundfortælling om rejsen over åbent hav; alt det man ser, hører, føler og mærker med og i kroppen - imens dagen går fra klar og lysende morgenstund til et omsluttende mørke. Når vejret skifter fra vindstille og næsten blændende solskin, til storm, tordenvejr og høj sø. Og stemningen ændres fra kedsomhedens sløvsind til dramaets energi.

En cinematisk projektion af horisonten i det fjerne gør væggene omkring skibe og sejl levende og følger skrogets rytme i bølgerne. Lyset fra 30 LED lamper lægger sig som et hvælv af skiftende farver over rummet, og lyskegler mødes i en svævende stjernehimmel. Reallyde fra Havhingsten og Ottars togter komponeres til en lydkulisse af knirken fra masten, susen fra vinden, skippers kommandoer og bølger, der slår mod skibssiden. 

De to skibe scenograferes med udstyr og handelsvarer, der understreger deres funktion og opfordrer til at gå på opdagelse; lette lågen på tønder og kister, åbne dørken og kikke under dæk, gå til ro i de bløde skind i skibsteltet og prøve kræfter med rollen som rorgænger.
En sættekasse med montrer, skuffer, citater, billeder og tegninger fylder rummets ene væg. 
Væggens indhold beretter om genstandene i og livet ombord.