Daglige sommersejladser - tidsplan

Turistsejladser på Roskilde Fjord
Udgivet 11/08-2020

Ro ud på Roskilde Fjord frem til den 31. august og få en helt særlig oplevelse, når vi kombinerer en tur i vores traditionelle nordiske både med formidling om vikingetiden.

Dato: til (museets åbningstid)

Ro ud på fjorden

På Vikingeskibsmuseet kan du i sommersæsonen gå direkte fra oplevelsen af de 1000 år gamle vikingeskibe udstillet i Vikingeskibshallen og ned til Museumshavnen, hvor du kan stævne ud i en af vikingeskibenes efterkommere - de traditionelle nordiske træbåde - der, nu tusinde år senere, er bygget efter samme principper og metoder, som vikingerne brugte.

Flydende formidling og rå muskelkraft

Der er tale om en eksklusiv oplevelse, når I stævner ud på Roskilde Fjord sammen med en af vores dygtige sejladsinstruktører. Vi benytter os af et af de samme drivmidler som vikingerne gjorde; årer og de ombordværendes rå muskelkraft. Undervejs vil sejladsinstruktøren fortælle om roning og sejlads i vikingetiden og om brugen af den traditionelle åbne båd.

Turen varer ca. 50 minutter inklusiv udlevering af redningsvest og introduktion til skib, roning og sejlads. Deltagerne på sejladsen udgør skibets besætning og skal deltage aktivt ombord ved at ro. Alle sejladser ledes af en erfaren sejladsinstruktør.

Daglige sommersejlture - fakta 2021:
Vikingeskibsmuseet tilbyder sejladser i traditionelle, nordiske både dagligt frem til 31. august. Sejladserne afgår fra Museumshavnen og opdateres ugentligt.

» Tjek sejladstider her - ca. 2 uger frem.

Varighed: ca. 50 minutter

Pris: 120,00 DKK i tillæg til entrébilletten. Køb af sejladsbillet forudsætter køb af entrébillet til Vikingeskibsmuseet. 

Billetter til de daglige sejladser købes ved indgangen fra kl. 10.00 efter først-til-mølle-princippet. Det er ikke muligt at ringe til museet og få oplyst antallet af ledige billetter på dagen.

Børn ombord: Der er enkelte pladser om bord til børn (mellem 4 og ca. 14 år) og andre der ikke kan ro. Der skal minimum 4 ro-dygtige gæster til en afgang, før den kan gennemføres. Børn under 4 kan desværre ikke deltage i sejladser. Børn skal altid ledsages af en voksen.

Vejr og vind: Vi forbeholder os ret til at aflyse, hvis der ikke er deltagere nok, eller hvis vejret er en risiko for sikkerheden. Medbring altid praktisk tøj.

Covid-19 information i forbindelse med sejladser - læs mere her.