Dagskursus i sejlads - Lær at sejle vikingeskib

Store sejladsoplevelser venter på dagskurserne 'Lær at sejle vikingeskib' i et af de tre vikingeskibe 'Kraka Fyr', 'Estrid Byrding' eller 'Helge Ask'. Vikingeskibsmuseet tilbyder heldagskurser for dem, der har lyst til at prøve kræfter med at sejle vikingeskib. Der er tale om den ægte vare, når kursisterne går om bord i skibene og lærer om råsejl, halstov, bovline og alle de andre begreber, der knytter sig til vikingeskibe.

Skibene

På dagskurset kan du lære vikingernes sejladsteknikker i ægte vikingeskibe, alt afhængig af kursusdagen vil du kunne sejle i en af tre vikingeskibe 'Kraka Fyr', 'Estrid Byrding' eller 'Helge Ask'. 

Kraka Fyr kan kendes på sit lyse sejl og relativt lave bordgang. Skibet er en rekonstruktion af Skuldelev 6, der var et fiske- og fragtfartøj fra omkring år 1030.
Kraka Fyr blev bygget i 1998, og bådebyggere og forskere testede skibet for blandt andet at blive klogere på tovværk af lindebast og hestehår. Særligt fokus var dets brug og holdbarhed. I testsejladserne blev der også undersøgt en række sideror for at finde ud af, hvilke typer der fungerer bedst til dette skib. 

Estrid Byrding er Vikingeskibsmuseets nyeste rekonstruktion og har overtaget pladsen for Roar Ege, der blev pensioneret i 2016, efter 32 års tro tjeneste. Det rekonstruerede handelsskib fører stolt Roar Eges smukke, orange uldsejl, der efter en reperation stadig kunne indgå i flere sejladser. 

Til slut er Helge Ask en rekonstruktion af krigsskibet Skuldelev 5, der blev bygget på museet i 1990-91. Sidenhen har skibet tilbagelagt adskillige sømil både i forbindelse med skibets mange togter, og i forbindelse med dagskurser og aftensejladser. Krigsskibet er rigt udsmykket med striber malet i rød og gul, men også et smukt dragehoved, der påsættes til særlige lejligheder. 

» Læs mere om museets bådsamling...

Kursets indhold

Kurset giver deltagerne en grundlæggende introduktion til sejlads med råsejlet, som vikingeskibenes sejltype kaldes, og som adskiller sig væsentligt fra sejlads med moderne rigtyper. I modsætning til bermuda- og gaffelsejl, er råsejlet eksempelvis placeret foran masten, og det kræver ofte en del tilvænning for især sejlere med stor erfaring med de mere moderne skibstyper. Vikingeskibets særlige konstruktion bliver også gennemgået, og skibets tovværk - ofte i originale materialer, som hestehår og lindebast - præsenteres og forklares.

Hele kurset er baseret på praktiske øvelser på Roskilde Fjord, og inden afgang fra museumshavnen vil deltagerne modtage en kort sikkerhedsinstruks, og der vil blive udleveret redningsveste.

Et dagkursus i sejlads giver nye oplevelser for både den uerfarne sejler og den, der søger nye udfordringer og vinkler på sin sejlererfaring.

Der medbringes madpakker til alle deltagere. Frokosten spises om bord.

Fakta og datoer i 2024:

Datoer for sejladskurser i 2024

Kurser i Estrid Byrding 
Lørdag den 18. maj
Pris: 2.400 DKK

Kurser i Helge Ask 
Lørdag den 15. juni
Pris: 2.400 DKK

Kurser i Kraka Fyr
Onsdag den 10. juli 
Onsdag den 7. august 
Pris: 1.380 DKK

Kurserne starter kl. 10.00 og slutter cirka kl. 16.00.

» Billetterne kan købes her... 

Der kræves ikke forudgående kendskab til sejlads med vikingeskibe.

Bemærk: 
Af sikkerhedshensyn skal alle deltagere kunne forstå dansk eller engelsk.
- Børn fra 12 år og op
- Vi forbeholder os ret til at aflyse, hvis vejret er en risiko for sikkerheden, eller der er for få tilmeldte. 
- Varighed: ca. 6 timer
- Madpakke og en flaske vand inkluderet.
- Medbring varmt tøj.
- Billetten kan ikke refunderes medmindre sejladsen aflyses. 
- Billetgebyr refunderes ikke.
- Læs mere i vores aftalevilkår.