Følg Havhingstens togt online

Fra det øjeblik 'Havhingsten' smider den sidste fortøjning i Museumshavnen den 21. juli og til skibet lægger til ved Nordre Toldbod i København den 10. august i, kan du følge rejsen online på vikingeskibsmuseets hjemmeside.

Havhingsten under sejl i det Irske Hav 2007. Foto: Werner Karrasch
Havhingsten under sejl i det Irske Hav 2007. Foto: Werner Karrasch

Vikingeskibsmusets imponerende langskib 'Havhingsten fra Glendalough', med sin 60-mand store besætning, drager søndag den 21. juli ud på sommerens togt. Det 30 meter lange krigsskib slår følge med vikingeskibet 'Aslak' fra Lyndby og med middelalderskibet 'Agnete' fra Middelaldercenteret ved Nykøbing F. De tre skibe stævner ud fra Vikingeskibsmuseets havn kl. 11.00 for at sætte sejl mod deres næste fælles havn på Orø.

Der, hvor 'Havhingsten' kommer frem, inviterer vi til 'åbent skib'. Publikum får mulighed for at komme helt tæt på livet om bord og opleve det skib, der i 2007-08 gjorde den dramatiske sejlads til Dublin i Irland og retur. Skibet medbringer desuden en mobiludstilling, spændende fortællinger og en række prøv-selv vikingeaktiviteter for børn.

Om bord på skibet er der monteret kommunikations-udstyr, der gør det muligt at følge skibets sejlads med oplysninger om kurs, fart og position. Oplysningerne sendes fra skibet via satellit til hjemmesiden ca. hvert 15. minut. Museumsinspektør Louise Henriksen, der er besætningsmedlem på 'Havhingsten', skriver rejsebreve undervejs om livet om bord. Så følg med – måske kommer vi til en havn nær dig!

» Følg togtet online her ...


Relaterede Nyheder:


Af: Rikke Tørnsø Johansen

20/07 - 2013