Lækre vinterspecialiteter hos Café Knarr

Vikingeskibene er pyntet med lys, Museumsbutikken er fyldt med Nordisk julepynt og spændende gaveidéer, du ikke finder hvor som helst, og Café Knarr byder indenfor med Særimners flæsk og Yduns æbler.

Læg turen forbi havnen, og bliv inspireret til en jul i Nordisk tema - og slut turen af i vores hyggelige Café Knarr, der i anledning af julen har lækre vinterspecialiteter på menuen:

Æblegløgg Fra Snorremark 
Fra den 24. november kan du varme dig på vore æblegløgg smagt til med gin, kanel, enebær, samt tranebær og honningristede hasselnødder. 
Hertil 3 stk. hjemmebagte småkager.
Pris: 40,-

Julebrunch 
I alle weekender fra den 24. november til  30. december, samt alle dage fra 22. - 30. december, kan du gå ombord i vores julebrunch. Udover brunchklassikere som røræg med urter, røget bacon og skyr med honningcrunch og bærsovs, kan du sætte tænderne i lun leverpostej med svampe og bacon, flæskesteg med lun rødkål, sylte med rødbede og klatkager med syltetøj. 
Pris: 175 DKK for voksne, 85 DKK for børn. 
OBS: Vi serverer ikke julebrunch d. 24.-25. december. 

Flæskestegssandwich
Den 1. december er vores flæskestegssandwich igen på menuen. To skiver flæskesteg med svær, æble, lun rødkål, brøndkarse og dressing af creme fraiche, honning og sennep i lækkert hjemmelavet koldhævet bolle. Serveres med bagte rodfrugter med sennepsmayonnaise.
Vikingerne ville være vilde med den!
Pris: Voksen 129,- Barn (halv portion) 85,-

Flæsk og æbler i mytologien

Særimner er en fortryllet galt – en hangris – der kendes fra den nordiske mytologi. Den tilberedes hver dag af Valhals kok Andrimner i kedlen Eldrimner og spises af einherjerne, de faldne krigere i Valhal, for morgnen efter at genopstå hel og levende, parat at igen at blive slagtet. Særimner omtales i eddadigtet Grímnismál og i Snorres Edda.  

Idun - eller Ydun - hedder gudinden, der forvalter de guldæbler, som giver aserne evig ungdom. Jætten Tjasse bortfører med Lokes hjælp Idun og hendes æbler. Aserne ældes, men æblerne kommer tilbage til Asgård, og Tjasse dræbes. 


Relaterede Nyheder:


Af: Sabine Stubbe Østergaard

13/11 - 2018