Efterårsferie: Knud den stores togt - Konge for en dag

Efterårsferie med masser af spændende aktiviteter for både pige og drenge den 13. - 21. oktober.

I efterårsferien sætter vi spot på Knud den Store - vikingetidens største konge - og byder indenfor til 'Konge for en dag'. Tag dine kammerater eller voksne med til krigertræning, vikingeudfordringer, historiske værksteder og søslag på langskibet Havhingsten. Vikingeskibsmuseet byder på en uge med spændende efterårsaktiviteter.

Gå i krigertræning - det gælder liv og død!

Gør dig klar til kamp, og hjælp Knud den Store med at erobre England! Deltag i krigertræning sammen med vores erfarne - og modige - vikingekriger, der også fortæller overraskende nyt om vikingernes udrustning. Bagefter kan du afprøve vikingerens kampteknik, og udfordre de voksne til styrkeprøve. 

Vikingetidens krigere skulle forsvare gården og byen - og være klar til at drage på togt eller i krigsleding for landets Konge. Alle frie mænd havde ret til at bære våben i vikingetiden, og ved angreb havde alle våbenføre mænd pligt til at deltage i forsvaret.
Kun de mest velhavende mænd - og de professionelle krigere - havde kostbare sværd. De fleste krigere klarede sig med en god økse eller lanse. De var effektive krigere og træningen i taktik og kampteknik begyndte tidligt i livet.

Vikingeskibsmuseet får også besøg af buemageren i efterårsferien. Han fremstiller stærke langbuer, og demonstrerer deres styrke. 

FILMSe film fra krigertræning - er du klar til at udfordre vores dygtige vikingekriger?

Kan du overleve i vikingetiden?

Knud den Store skal have modige drenge og piger ombord på sine skibe. I efterårsferien kan du udfordre dig selv og teste, om du ville kunne klare dig som viking. Kommer du flot igennem de fem udfordringer får du et 'Viking for en dag'-diplom for veludført dåd - et bevis på, at du formodentlig kunne have overlevet i vikingetiden. 

Krigstogtet - familieomvisning

Knud den Store kæmpede for riget, for magten og for fremtiden og blev hersker over England, Danmark og Norge. På 'Krigstogtet' kommer du ombord på det lynhurtige krigsskib Havhingsten og bliver en del af den dramatiske fortælling om Knuds Sejlads til Roskilde i 1018.

KALENDER: Se alle Vikingeskibsmuseets mange efterårsaktiviteter i vores kalender ...

Stig ombord - en oplevelsesudstilling i Vikingeskibshallen

Oplev solopgangen i vindstille og nattens tætte mørke i stormende kuling. De to skibe i Vikingeskibshallen er lastet med våben og handelsvarer, der opfordrer til at gå på opdagelse; lette låget på tønder og kister, åbne dørken og kikke under dækket, gå til ro i skibsteltet eller prøve kræfter med rollen som rorgænger. Du kan klæde dig som viking, og træde ind i rollen som handelsmanden på vej mod middelhavets markeder eller høvdinger med kurs mod Englands kyster.

UDSTILLING: Læs mere om den nye udstilling 'Stig Ombord' her...

 

Efterårsferie lørdag den 13. – søndag den 21. oktober 2018
Aktiviteter alle dage fra  10.30 – 16.30
Familieomvisning alle dage kl. 12.00 og 14.30 (Gratis ved køb af entrébillet) 
Engelsk omvisning alle dage kl. 15.00 (Gratis ved køb af entrébillet)

Entré: Voksne 130 kr. Børn og unge under 18 år gratis adgang.
Åbningstid: Museet er åbent dagligt fra 10.00 – 17.00

Nogle aktiviteter er betalingsaktiviteter. 


Af: Rikke Johansen

05/09 - 2018