Fagbladet Folkeskolen besøger Vikingeskibsmuseet

Hvert år besøger ca. 10.000 skolebørn Vikingeskibsmuseet, hvor de lære om vikingetiden igennem aktive deltagelse, dialogbaseret undervisning, værksteder, hands on baserede refleksionsøvelser og sejladser på fjorden.

Skoletjenesten på Vikingeskibsmuseet har mange spændende forløb, der handler om vikingetiden, vikingerne, deres skibe og togter.

Vi lægger vægt på, at eleverne deltager aktivt i undervisningen, både inden- og udendørs, og lærer om vikingetiden ved selv at prøve kræfter med de gamle håndværk og deltage aktivt i sejladser på Roskilde Fjord. Se, rør, lyt, lugt og smag. Når eleverne besøger Vikingeskibsmuseet tager de alle sanser i brug.

Besøg fra Bjørnehøjskolen

I september måned havde Skoletjenesten besøg af fagbladet Folkeskolen, der fulgte undervisningen af 5.b. fra Bjørnehøjskolen i Helsinge. 

Journalisten var med da eleverne skulle prøve kræfter med museets maritime håndværk og sejle på Roskilde Fjord i museets nordiske både. 

Reportagen sætter fokus på elevernes oplevelser og refleksioner over at kunne mestre gamle håndværksteknikker og i fællesskab kunne få en båd til at sejle. 

"Jeg er stolt af mig selv, for det var svært at sno båndet rundt om pindene. Jeg glæder mig til at vise mine forældre det", siger en elev, mens hun hiver i hver ende af rebet for at udfordre dets styrke.


Af: Sabine Stubbe Østergaard

28/09 - 2018