Historiske drikkevarer hos Café Knarr

År 2019 er skudt i gang, og i Café Knarr starter vi året med en måned i øllets tegn. Vi har netop fået rugøl fra Herslev Bryghus hjem.. Skal du smage?

Læg turen forbi havnen, og slut turen af i vores hyggelige Café Knarr, der i 2019 har historiske drikkevarer på menuen.

Rugøl Fra Herslev Bryghus
Ingredienserne i Rugøl er inspireret af gamle danske øltraditioner og er en overgæret øl, brygget med rugmalt, og tilsat lokal honning. Rugen gør Rugøl rund og fyldig med en markant maltsmag, og honningen bidrager med aromatisk sødme. Humlen skaber balance ved at give tilpas bitterhed og et strejf af citrus i eftersmagen
Pris: 52,- flasken

Herslev-øllen i Café Knarr er lavet på rug, men i Vikingetiden blev øl fremstillet af byg. Man drak øl i en noget andet mængde dengang, da vandet i vikingetiden kunne være sundhedsskadeligt og øl derfor var et godt alternativ til vand. Derfor bryggede man to forskellige slag øl: en stærk øl der blev drukket ved festlige lejligheder, og en svag øl som både børn og voksne kunne drikke. Udover at være fri for sundhedsskadelige bakterier, havde øllet den fordel, at det egnede sig utrolig godt til at slukke tørsten med efter vikingernes salte mad. Noget vi også drager fordel af den dag i dag. 

Egemjød fra Lokes Livseliksir
Egetræ går igen på Vikingeskibsmuseet - du finder det på værftspladsen, i museumshavnen og nu også i Cafe Knarr. Smag på egemjød fra Lokes Livseliksir, en kvalitetsmjød lavet i Loke Troldravnns hjemmebryggeri i Juelsminde.
Pris: 45,- pr. glas

I vikingetiden blev mjød regnet for en magisk drik, der gav den der drak den skjaldeevner. Ifølge nordisk mytologi, slog dværgene Fjalar og Galar den kloge Kvaser ihjel, hvorefter de blandede hans blod med honning og bryggede dermed skjaldemjøden, der gør enhver som drikker af den til skjald eller vismand. Senere måtte de opgive mjøden til jætten Suttung, der satte sin datter, Gunlød, til at vogte over de tre beholdere med mjød. I en anden fortælling fra den nordiske mytologi, forklæder Odin sig og det lykkedes ham at få adgang til Hnitbjerget, hvor Gunlød vågede over den kostbare drik. Den forklædte Odin lå tre nætter hos Gunlød, og hver nat fik han lov til at tage en slurk af mjøden. I de tre slurke tømte Odin alle tre beholdere, hvorefter han fløj væk i ørneham. Odin gylpede skjaldemjøden op og gav den som gave til aserne og udvalgte mennesker.

Det børnevenlige alternativ 
Har man småfolk med sig, står Café Knarr klar med et børnevenligt og mindst ligeså lækkert alternativ. I 2019 tilbyder caféen et tilbyd på god gammeldags varm kakao og et stykke af dagens kage til bare 50 kroner. Man kan selvfølgelig få en god klat flødeskum på sin kakao.
Pris: 50,- 

LÆS MERE: Du kan læse mere om Café Knarr her... 

 


Af: Sabine Stubbe Østergaard

07/01 - 2019