Fra eksperimentalarkæologisk metode til undervisning

I 2019 har Skoletjenesten på Vikingeskibsmuseet undersøgt, hvordan den eksperimentalarkæologiske metode kan omsættes i undervisningen. Undersøgelsen viser blandt andet at man ved at inddrage den eksperimentalarkæologiske metode i undervisningen, kan give eleverne en bedre fornemmelse af hvad historie er, og hvordan den bliver til.

Hvordan underviser vi?

Vikingeskibsmuseets undervisning har historie som omdrejningspunk, et fag der i grundskolen handler om, at eleverne tilegner sig viden om historien, og om hvordan de får viden om historien. Det sidste er kernen i den eksperimentalarkæologiske metode. Evnen til at observere, beskrive og analysere et kildemateriale anser vi som et særlig centralt omdrejningspunkt for undervisningen på Vikingeskibsmuseet. Vi oplever, at mange elever, der besøger museet, er trænet i at skulle svare på spørgsmål ud fra en forståelse af viden som faktuel. Det er et muligt afsæt, men på Vikingeskibsmuseet vil vi gerne bidrage til, at eleverne også lærer at gå mere undersøgende til værks og dermed forstår, hvordan historie skabes.

En undersøgels i tre faser

Undersøgelsens af hvordan den eksperimentalarkæologiske metode kan omsættes til undervisning havde tre faser.

Første fase gik ud på at indkredse, hvilken forståelse af eksperimentalarkæologi museets praksis bygger på, og hvordan den bliver praktiseret af de museets forskellige faggrupper. Her foretog vi interviews med håndværkere og eksperimentalarkæologer samt foretog research på det eksperimentalarkæologiske felt. 
Herefter stod vi med en beskrivelse af museets praksis, og kunne udpege de centrale aktiviteter, der fører frem til de resultater om vikingetiden, der formidles på museet. 
Det blev til en beskrivelse af den eksperimentalarkæologiske metode på Vikingeskibsmuseet.

Den eksperimentalarkæologiske metode
Den eksperimentalarkæologiske metode praktiseres på museet igennem et tværfagligt arbejdsfællesskab inden for maritime håndværk, akademiske fag som f.eks. historie og arkæologi samt sejladskyndige discipliner. I dette arbejdsfællesskab rekonstrueres skibe fra vikingetiden for efterfølgende at testsejle dem. I rekonstruktionen skabes viden, der formidles på museet. En væsentlig praksis i metoden er, at faggrupper med vidt forskellige baggrunde og tilgange samarbejder om at skabe indsigt i historien, hvor et fysisk, konkret objekt er det bærende omdrejningspunkt.

Den næste fase bestod i at afprøve, hvordan metodens praksisser kunne omsættes til aktiviteter og øvelser i undervisning. Der var to ting i spil her; det ene var at finde frem til konkrete øvelser, der afspejler det centrale og væsentlige i metoden, og det andet var at undersøge, hvad aktiviteterne bidrog med i forhold til elevernes udbytte. 

Viden om fortiden er i evig forandring
Vi udviklede bl.a. øvelser, hvor der var fokus på at træne elevernes evne til at observere, beskrive og analysere konkrete fund og hvor de skulle formulere undersøgelsesspørgsmål og hypoteser til fundene. Den vigtigste pointe var, at eleverne var aktive i en konstruktion af historien gennem observation og spørgsmål om, hvad skibene kunne fortælle og ikke fortælle.
Et fælles træk ved alle tests var, at eleverne begyndte at observere og beskrive den fysiske genstand, de stod over for, mere minutiøst, og forholdt sig nysgerrigt og reflekteret til det ved skibene, som de ikke forstod. Igennem øvelserne blev eleverne præsenteret for hvordan viden om fortiden ikke er konstant, men en størrelse i evig forandring.

Den sidste fase bestod af refleksioner over undersøgelsen, og hvilken betydning dette kunne få i videreudvikling af en metodebaseret undervisningspraksis på Vikingeskibsmuseet.

Reflektioner og erfaringer
Skibsfundene blev det centrale omdrejningspunkt for undren og nysgerrighed, der gav anledning til, at eleverne ville vide mere om historien på mange forskellige niveauer.

Eleverne anså det som udfordrende at deltage i undervisningen, fordi den udfordrede deres forståelse af, hvad de skulle lære, og hvordan de skulle lære om historien.

I udviklingsarbejdet har vi fået indkredset nogle centrale træk ved den eksperimentalarkæologiske metode som vi også igennem testforløbene fik bekræftet var meningsgivende at arbejde videre med. 

Brug af genstande som kildemateriale, tværfaglige arbejdsprocesser samt evnen til at kunne formulere undersøgelsesspørgsmål er fremover områder, vi skal arbejde indgående med i vores pædagogiske profil – til flere målgrupper og i flere fag.

Ovenstående er blot et udrag af undersøgelsen og den resultater.

» I artiklen "Fra eksperimentalarkæologisk metode til undervisning" kan du læse meget mere... 


Oprettet af Sabine Stubbe Østergaard