Sandtegninger på Vikingeskibsmuseet i Påskeferien

Udgivet 31/03-2017

Kunstner og designer Helle Hove skaber foranderlige og flygtige sandtegninger sammen med Vikingeskibsmuseets gæster i de stemningsfyldte omgivelser blandt originale vikingeskibe og med fjorden som evigt skiftende bagtæppe.

Helle Hove har i samarbejde med Vikingeskibsmuseet skabt en publikumsinddragende installation, der både sætter fokus på det legende og undersøgende – og på det midlertidige og omskiftelige – på nuet og det, der var før og det, der kommer efter.  

Installationen, der kan opleves i Vikingeskibshallen, inviterer deltagerne til selv at skabe sandbilleder og giver samtidig anledning til at reflektere over, hvordan vi fastholder øjeblikket – eller om vi vælger at lade være.

Kærnen i installationen er ni fade, fyldt med sand med hver en blankpoleret, sort stenskive, som kontrast til det lyse sand.  Publikum tegner med fingrene eller med udskårne skinner i filt og pap, der trækkes gennem sandet, og danner mønstre og billeder på den sorte stenflade. 

Den fysiske placering mellem vikingeskibene efterlader rum til overvejelse, om hvordan historien skabes. Fortællingen om fortiden bygger på håndgribelige spor: Arkæologiske fund og historiske kilder, men tusindvis af fortidige begivenheder har ikke efterladt sig spor, vi kan genfinde i dag og bevare på museer. 

Den foranderlige og flygtige historie

Netop flygtigheden i sandtegningerne er vigtige for Vikingeskibsmuseets formidling af fortiden:
”Vi sætter fokus på, at historien ikke kommer med en facitliste. Vores viden om fortiden ændres løbende – nye fund dukker op og udfordrer, det vi tror, vi ved. Og samtidig vil der altid være begivenheder i fortiden, der ikke har efterladt sig spor, vi kan tolke på eller udstille, så hvordan fortæller man så hele historien, og kommer vi rent faktisk nogensinde til det?”, siger Rikke Johansen, teamkoordinator for kommunikation på Vikingeskibsmuseet.

”Historiebevidsthed er et begreb, der fylder meget i moderne historieundervisning. Men hvordan udstiller man ’historiebevidstheden’? Det er jo ikke bare viden om, at tiden går, men bevidstheden om, at historien ikke er færdig og aldrig bliver det. Du og jeg er medskabere af historien, og netop denne installation hjælper fortællingen om foranderligheden på vej, og får deltagerne til at stille sig spørgsmål som: ’Hvad er der tilbage efter os?’ og ’Hvilke spor af vores levede liv vil stå tilbage om 1000 år?’ ”, slutter Rikke Johansen

Tegn sammen med kunstneren

Installationen er åben for publikum alle dage i Påskeferien, 8. – 17. april, i hele museets åbningstid fra 10 – 17.
Som en særlig ferieaktivitet kan publikum tegne sammen med kunstneren alle dage fra mandag den 10. til fredag den 14. april:
”Jeg inviterer både børn og voksne til at deltage”, siger Helle Hove, ”Til at lade sig inspirere af vikingernes slyngende ornamentik og skibenes linjer og til at fordybe sig i en sanselig proces, hvor vi både oplever skønheden i de spor, vi kan trække i sandet, og hvordan disse spor uundgåeligt forsvinder og forandres til noget nyt”. 

Tid og sted:

Installationen kan opleves fra lørdag den 8. til mandag den 17. april kl. 10-17.00 i Vikingeskibshallen, Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Workshop med kunstner Helle Hove:
Mandag den 10. til fredag den 14. april: Alle dage Kl. 11.00-12.30 og 14.30-16.00.

Der er gratis adgang til workshoppen, når museumsentréen er betalt.
Reservation ikke nødvendig – mød op og vær med.

Entré: Voksne 130 kr. Gratis entré under 18 år.
Hvor: Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
web: <link https: www.vikingeskibsmuseet.dk external-link-new-window internal link in current>vikingeskibsmuseet.dk

Om kunstner og designer Helle Hove:
Helle Hove er født i 1970 i Århus. Hun er uddannet fra Designskolen Kolding og Danmarks Designskole med speciale i stedsspecifikke værker. Dialog og brugerdeltagelse er centralt for mange af projekterne, hvis udformning ofte bygger på studiet af mønstre og ornamenter og deres forbindelse til hverdagslivet.

Helle Hove har udført adskillige udsmykningsopgaver og borgerinddragende byrumsprojekter. Hun har udstillet i ind- og udland og modtaget adskillige legater fra bl.a. Statens Kunstfond.

Web: <link http: www.hellehove.dk external-link-new-window internal link in current>hellehove.dk
Facebook: <link https: www.facebook.com sanddoodle external-link-new-window internal link in current>@sanddoodle 


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen