Pressemeddelse - Tegn dig til en tur med Havhingsten

Ordet Havhingsten får én til at tænke på eventyr, styrke og skumsprøjt. Havhingsten har været i Irland i næsten et år, men den 9. august vender langskibet , dets skipper og besætning hjem til en stor fest i Roskilde. Besætningen er klar og der venter dem igen en spændende og farefuld færd hjem til Danmark. Denne gang sejler Havhingsten syd om England inden de krydser Nordsøen for at komme over til Danmark.

Havhingstens skipper Carsten Hvid glæder sig til at få skibet hjem til Roskilde og vise, hvor godt det sejler. Han er derfor kommet med et skørt men helt fantastisk tilbud; " Hvis jeg får en rigtig flot tegning af Havhingsten, vil jeg tage 'kunstneren' og hans eller hendes familie med ud på en sejltur i Havhingsten!" Det kan man ikke sige nej til! Vikingeskibsmuseet og Skoletjenesten har derfor besluttet at lave en tegnekonkurrence for børn/unge mellem 8 - 15 år.

Send den flotteste og mest fantastiske tegning af Havhingsten for fulde sejl til:
Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde senest den 27. juli 2008

Mærk kuverten: " Vild med Vikingeskibe" 

Så deltager du i konkurrencen om at vinde en sejltur med Havhingsten for dig og din familie.

1. præmie: En tur med Havhingsten til vinderen, søskende og forældre, eller 2 timers sejlads for op til 12 personer i en af Vikingeskibsmuseets traditionelle både.

2. præmie: Indgang til Vikingeskibsmuseet og 1 times sejlads for dig og 2 voksne i en af Vikingeskibsmuseets traditionelle både.

3 præmie: Ægte Vikingefarver.