Heltene fra 'Cable One'

Fire gaster måtte evakueres fra Havhingsten til følgeskibet 'Cable One' under sejladsen tværs over Skagerrak. En gast på grund af en knæskade og tre gaster på grund af søsyge og kulde.

Louise Henriksen, der er gast i midtskibet på Havhingsten, kom til skade med sit knæ, da hun skulle pøse vand over essingen - det der kaldes rælingen på moderne skibe. Samtidig med at hun skulle pøse, slog en bølge ind mod skibet, så hun mistede balancen og vred om på sit knæ.

Uheldet skete om formiddagen mandag. Klokken 22 om aftenen vurderede Havhingstens sygeplejerske, Susanne Malmstrøm, at Louises smerter var så stærke, at det var bedst at forebygge en forværring og bringe Louise over på følgeskibet fra Struer.

I den hårde vind og urolige sø midt på Skagerrak satte besætningen på 'Cable One' hurtigt en gummibåd i vandet og lagde kort efter til på bagbord side af Havhingsten i læ for den sydøstlige vind.

"Da jeg kom over på 'Cable One' blev jeg modtaget i et forrum. Det våde sejlertøj blev hængt til tørre i maskinrummet og jeg fik et langt varmt bad. Bagefter blev jeg budt ned i messen til varm kaffe og te og ostemadder og kokosmakroner. Da jeg var kommet lidt til hægterne, fik jeg tilbudt en dyne og en dvd-film, men jeg ville hellere op på broen for at se på

Så voldsomt ud

Og Louise fik sig lidt af en forskrækkelse, da hun så Havhingsten på sin vej igennem søerne på Skagerrak. Det så meget voldsommere ud, end jeg havde følt det, mens jeg var om bord på Havhingsten. Når de store søer kom rullende ind bagfra, løftede skibet sig så meget, at hele roret nogle gange var ude af vandet. Jeg blev bekymret og sov ikke før klokken tre i nat, da jeg vidste, at Havhingsten var kommet i læ af skærgården".

Louise er imponeret over hjælpsomheden på 'Cable One'.

"Jeg havde ikke været på skibet ret længe, før fem besætningsmedlemmer havde
været henne hos mig for at spørge, om der var noget, jeg havde brug for
eller noget de kunne hjælpe med".

Louise fik sovet til klokken syv i morges, hvor der ventede hende et - for en gast på Havhingsten - fyrsteligt morgenmåltid med blandt andet æg og nybagte boller.

"Bagefter gik vi på dækket, hvor jeg fangede et par torsk. Bagefter havde hovmesteren dækket op til formiddagskaffe og nybagt kage".

"Mest af alt var jeg irriteret over, at være kommet til skade, så jeg skulle forlade Havhingsten, men jeg er imponeret over hjækpsomheden og omsorgen på 'Cable One'. De er helt fantastiske".

"I er kraftedderperkeme seje"

I dag til morgen var alle fire evakuerede gaster kampklare påny. Og den slags kalder på respekt i Havhingstens besætning, hvor det er altafgørende, at kunne sejle videre med en besætning så tæt på fuldtallig som mulig.

Men hatten bliver også lettet på den anden vej.

"Lars, der er skipper på 'Cable One', sad i sin lune stol og sagde på et tidspunkt; 'I er kraftedderperkeme seje'. Jeg fornemmede virkelig, at besætningen på vores følgeskib er stolte over at være med på denne forsøgssejlads. Besætningen på 'Cable One' var ikke så bekymrede for skibet under nattens sejlads. Men de spurgte meget til besætningen og dens velbefindende, om stemningen om bord og hvordan folk klarede strabadserne".

Det var nok ikke muligt at se på afstand, men hos langt de fleste gaster om bord på Havhingsten var smilene ganske brede, også selv om forholdene var lidt barske med silende regn, hård vind og bølger et par meter høje. Og Louise? Hun er klar til nye strabadser og oplevelser med Havhingsten. Knæet er blevet tapet op og har det fint nu.

Af Henrik Kastoft