Havhingsten har forladt Irland med kurs mod Lands End

Besætningen gør klar til den lange sejlads. Foto: Werner Karrasch
Besætningen gør klar til den lange sejlads. Foto: Werner Karrasch
Udgivet 06/07-2008

Højvande bar Havhingsten væk fra Irland og 200 – 400 sømil venter forude

Muligheden for den længste enkelte sejlads i Havhingstens historie er til stede i de kommende døgn. I dag kort før middag og maksimal højvande forlod Vikingeskibsmuseets forsøgsprojekt ”Havhingsten fra Glendalough” den lille havneby Wicklow i Irland. Her har den i tre døgn ventet på gunstig vind på sin rejse hjem til Roskilde.

Kursen er sat mod det sydvestlige ”hjørne” af England: Lands End. Men hvis materiel, mandskab og vinden holder er der mulighed for, at Havhingsten går direkte til Portsmouth i Den Engelske Kanal. Der er tale om en distance på 400 sømil. Hvis det lykkes, vil det være den længste enkelt-etape Havhingsten har sejlet. Det er en tur, der varer tre – fem døgn. Havhingsten har proviant og vand ombord til de 60 gaster i mindst seks døgn.

”I første omgang er ambitionen at nå Lands End. Der er en god jævn nordvestlig vind, som kan bære os sydover”, siger skipper Carsten Hvid.

”Der er cirka 200 sømil ned til hjørnet ved Lands End. Når vi nærmer os, vurderer vi om skib og mandskab er i form til at fortsætte. Får vi den rigtige vind, er der faktisk en mulighed for, at vi går hele vejen til Portsmouth non stop. Så langt har mandskab og skib ikke prøvet at sejle før i ét stræk”, siger Carsten Hvid.

I går aftes, lørdag, hold den lokale sejlklub afskedsreception for Havhingsten. Opholdet udviklede meget hurtigt tætte relationer til både befolkning og bystyret, der stillede en lokal skole til rådighed, så besætningen kunne komme under fast tag og sove. Gæstfriheden var uden ende.


Oprettet af Lars Normann