Påskeferie på Vikingeskibsmuseet: Eventyrlige drager

Fra den 13. - 22. april 2019 inviterer Vikingeskibsmuseet til en eventyrlig påskeferie med drager, krigertræning og 'Sådan træner du din drage 2'.

Drager ser forskellige ud på forskellige tider og steder. De kommer med og uden vinger, nogen kan spy ild og er giftige. Nogle er gode og andre er onde. 

De er derude et eller andet sted i mørket - lige der, hvor lyset ikke når helt ud, inde mellem træerne i skoven, hvor man svagt kan ane en bevægelse, på den anden side af horisonten eller det store hav. Men hvor kommer de fra?

Slip fantasien og nysgerrigheden løs på museet i Påskeferien

Hvordan ser din drage ud? Hvor lever den? Hvad er dens styrker og svagheder? Giv et bud i drageværkstedet, hvor frygtindgydende drager slippes fri. 

Eller hvad med at få din helt egen drage med hjem i et syltetøjsglas - perfekt til at stille i vindueskarmen?

I det kreative værksted kan børn og voksne modellere, klippe, klistre og male fortolkninger af ildspyende drager og søuhyrer fra vikingernes verden. Vi tager udgangspunkt i deltagernes egne beskrivelser af, hvad en drage er, og hvordan den ser ud. Museets formidlere hjælper interesserede i gang og de voksne ledsagere er assistenter. Tilmelding er ikke nødvendig. 

Krigertræning

Vikingerne skal bruge flere drageryttere. Derfor kommer de til Vikingeskibsmuseet for at lave optagelsesprøver til den store Drageskole. Alle modige børn opfordres til at søge optagelse.

Deltag i træning af drageryttere d. 15.-19. april kl. 11.30 & kl. 14.30. 

Sådan træner du din drage 2

I filmen "Sådan træner du din drage" befinder vi os i vikingetiden og møder hovedpersonen Hikke, der bor på Berserkø. Hikke har skjulte talenter: Han tæmmer den farlige drage Natskygge og spiller en vigtig rolle, da hele landsbyen skal reddes i en dramatisk dragekamp. I 2’eren flyver Hikke ud med sin sorte natskyggedrage Tandløs og finder en enorm isgrotte, der huser hundreder af vilde drager og en mystisk dragerytter. Her bliver de hvirvlet ind i en voldsom kamp og må sammen kæmpe for at bevare freden og redde Berserkø.
Spilletider: 
Sådan træner du din drage 2 vises d. 17. april & 19. april kl. 13.00 

Påskeferie på Vikingeskibsmuseet 2019

Lørdag den 13. - 22. april kl. 10.00-17.00

Aktiviteter og værksteder alle dage: 10.30 - 16.30
Aktiviteten er tilrettelagt for familier med børn i alderen 6-14 år og foregår indendørs i Vikingeskibshallen. Nogle aktiviteter kræver betaling.

Entré: Gratis entré under 18 år. Voksne 150 kr. 


Oprettet af Sabine Stubbe Østergaard