Affredning af Vikingeskibshallen

Vikingeskibshallen har det ikke godt, og det stadigt voldsommere vejr gør det presserende at finde en løsning, der kan sikre de uvurderlige vikingeskibe fra det generelle forfald samt det stigende vandspejl. Hallen fik i 2016 en levetidsvurdering på bare 8-10 år, så det haster.

Derfor søgte Vikingeskibsmuseets bestyrelse i september 2016 om affredning af Vikingeskibshallen. En ansøgning, som museet fik afslag på i slutningen af december 2017. Det er en beslutning som museets bestyrelse 15. januar 2018 har klaget over.

I det videre sagsforløb har Slots- og Kulturstyrelsen 22. februar 2018 fremsendt sine bemærkninger til klagen til Kulturministeriet, som efterfølgende har fået foretaget en uafhængig ingeniørteknisk vurdering af vikingeskibshallens tilstand (Niras 4.6.2018) og modtaget en redegørelse fra Nationalmuseet om deres krav til udstillingsforhold for vikingeskibene. Disse to seneste dokumenter sammen med Slots- og Kulturstyrelsens seneste udtalelse (27.6.2018) blev sendt i høring hos parterne. Høringsfristen var 20. juli 2018.

Efterfølgende har Slots- og Kulturstyrelsen konkluderet på de indkomne høringssvar og parterne har kommenteret på konklusionen. Museet afventer Kulturministerens afgørelse.

30. august 2018:
Kulturministeren har truffet endelig afgørelse i sagen, og Vikingeskibshallen er blevet affredet med følgende begrundelse: 
Det er Kulturministeriets vurdering, at der med den forventede forhøjede vandstand i Roskilde Fjord er tale om ekstraordinære forhold, der medfører, at fredningsværdierne ikke vil kunne opretholdes på sigt uden at foretage bygningsmæssige konstruktionsændringer og nye tiltag. Kulturministeriet har lagt vægt på, at Vikingeskibshallen har en geografisk placering ved fjorden og et materialevalg i glas og beton, som udfordres af den udefrakommende påvirkning fra fjorden, som følge af stigende vandstand. Læs Kulturministeriets pressemeddelelse.

Nedenfor ses illustrationer af situationen, som den reelt ser ud i 2018, og hvordan den vil se ud i 2100 ifølge prognoser for klimaforandringer og vandstandsstigninger. På illustrationerne ses blandt andet, hvordan skibenes placering ligger i forhold til vandstanden ved hhv. normalvande og ekstremvejr, samt i forhold til de nuværende midlertidige sikringskrav samt de forventede kommende sikringskrav fra Nationalmuseet.

Tværsnit af Vikingeskibshallen

Tværsnit 2018:

  • viser normal vandstand baseret på DVR90, og ekstremvandstand baseret på vandstanden under Bodilstormen i 2013
  • viser de højdekrav Nationalmuseet har stillet til etablering af en midlertidig bygning, i forhold til placering og sikring af skibene.
  • Alle koter er i forhold til DVR90.
2018: Her ses Vikingeskibshallen i tværsnit med indtegnet normalvandstandsniveau og ekstremvejr, samt hvordan hallen får svært ved at leve op til Nationalmuseets krav til sikringshøjde for blot en ny, midlertidig bygning.
2018: Her ses, hvor meget skibene skal "løftes" og Vikingeskibshallen dermed ombygges, blot for at leve op til Nationalmuseets nuværende, midlertidige 2018-krav.

Tværsnit 2100:

  • viser normal vandstand og ekstrem vandstands prognoser for år 2100, jf. notat udarbejdet af Roskilde Kommune.
  • viser de højdekrav Nationalmuseet må formodes at stille i år 2100, ud fra samme princip som nu.
  • Alle koter er i forhold til DVR90.
2100: Her ses Vikingeskibshallen i tværsnit med indtegnet prognose for normalvandstandsniveau og ekstremvejr, samt hvordan hallen ville leve op til Nationalmuseets formodede krav til en langtidsholdbar sikringshøjde.
2100: Her ses, hvor meget skibene skal "løftes" og Vikingeskibshallen dermed ombygges, for at leve op til de sikringskrav, som Nationalmuseet formodes at stille til en langtidsholdbar opbevaringsløsning.