Mød håndværkerne

Vikingeskibemuseet er et levende museum med arbejdende håndværkere. Det betyder, at du kan møde bådebyggere, rebslagere, smede, vævere og træskærere i gang med deres fag.

Når håndværkerne arbejder, kan du besøge deres åbne værksteder og fordybe dig i emner som sejl, tekstiler, ornamentik og udstyr på skibe. Håndværkerne går gerne i dialog omkring deres håndværk, og du kan også selv få mulighed for at prøve kræfter med flere af de traditionelle maritime håndværk. Aktiviteterne er nøje udvalgt, så alle kan deltage - store som små.

Håndværkerne arbejder på skift, og i vores kalender kan du se hvornår og hvilke håndværkere, der viser deres håndværk den dag, du er på besøg.

Ved sygdom eller lignende kan det forekomme at der er en anden håndværksformidler på tunet. Der vil dog altid være mindst en af museets håndværkere der demonstrerer forskelligt håndværk fra vikingetiden. Mere information om dagens håndværker gives i billetsalget.

Væveren viser, hvordan sejlet bliver til 
Vikingeskibsmuseets erfarne væver og tekstilhåndværker demonstrerer den komplicerede teknik der er nødvendig for at transformere uld og hør til et færdigt sejl.

Rebslageren lader dig prøve kræfter med reberbanen 
Mød rebslageren, eller reblæggeren - som han også kaldes med et gammelt udtryk - enten i det tjæreduftende tovværksted på aktivitetstorvet på Museumsøen eller ved reberbanen udenfor Vikingeskibshallen. Du kan selv prøve kræfter med håndværket på reberbanen, hvor du for et mindre gebyr kan slå et to meter langt torv i hamp.

Træskæreren lærer dig, at snitte dit navn i runer
Du kan møde træskæreren, som fremstiller øsekar, blokke og andre trædele til bådens udstyr, og for et mindre gebyr, kan du selv arbejde med hendes værktøj, og snitte dit navn i runer. 

Bådebyggerne giver dig øksen i hånden
Om sommeren arbejder bådebyggerne på bådeværftet ofte med et byggeprojekt, og her kan du selv få øksen i hånden og fornemme, hvordan det er at kløve en planke ved håndkraft.