Vikingerne skrev med runer

Vikingernes bogstaver kaldes runer, og er efterligninger af de latinske bogstaver, som blev brugt i det meste af Europa i vikingetiden. De latinske bogstaver er dem, vi bruger i dag.

Hvad er runer?

I de første århundreder efter år 0 fik Romerriget meget stor indflydelse i næsten hele Europa. Den romerske latinskrift er sandsynligvis forbilledet for runerne, der er opstod i de områder, der var beboet af germanske stammer.

Runerne opstod i jernalderen og de tidligste runeindskrifter er fra ca. 150 e.Kr. og findes især i det gammel-danske område, Danmark med Slesvig og Skåne.

De ældste runer findes oftes på genstande som mønter, dragtspænder, våben og redskaber, og er ofte navne på ejeren af genstanden eller navnet på den, der har lavet den.

De meste kendte tekster skrevet med runer stammer fra vikingetidens runesten. Runesten blev rejst til minde om magtfulde personer og omtaler i nogel tilfæde disses hæderfulde gerninger.
Korte runeindskrifter findes også på dagligdags genstande fundet ved udgravninger af vikingetidens byer og handelspladser. 

Man holdt først op med at skrive med runer langt oppe i middelalderen, hvor runer blev anvendt sideløbende med vores alfabet indtil 1400-tallet.

Selv om vi mest forbinder runer fra de kendte runesten, er der faktisk fundet endnu flere runepinde eller runestave. De er en slags runebreve på specielt udskårne pinde (kaldet rúnakefli), hvor der indridses en lodret linje, kaldet stav, ned gennem pinden.
På denne stav kan runernes korte streger hurtigt indridses. Rúnakefli har været brugt til alt fra kærlighedsbreve, købskontrakter eller måske kongelige forordninger.

Ved udgravningen af Roskilde 6-langskibet, der blev fundet undet Museumøen på Vikingeskibsmuseet, fandt arkæologerne en runestav. Noget af teksten er forsvundet, men resten kan læses som "Sakse ristede disser runer, ...mand".

Runer – et gammelt alfabet

Runealfabetet er opkaldt efter de første seks tegn: 
f-u-þ-a-r-k
Den mærkelige þ-rune udtales som ’th’, en lyd vi kender fra engelske ord som ’the’, ’think’ og ’throne’.
Den ældre futhark, der blev brug i jernalderen, har 24 tegn, mens den yngre futhark, der er fra begyndelsen af vikingetiden, kun har 16 tegn.

Vikingerne skrev ikke på papir, men ristede (huggede) dem ind i sten, træ eller jern. De hårde materialer gjorde det svært at lave runde kanter, så derfor er runerne mere kantede end vores bogstaver.

Runerne er lydtegn ligesom vores bogstaver. Den enkelte runes navn begynder med den lyd, som runen betegner. 
Eksempelvis hedder m-runen maðr, der betyder 'mand, menneske', og s-runen sól, der betyder ’sol’.

Runer i vikingetiden

I vikingetiden blev runer kun brugt af de mennesker, der levede i Norden. De vikinger, som rejste ud i verden, bragte runerne med sig. Der findes runeindskrifter skrevet af vikinger i England og så fjerne egne som Grækenland, Tyrkiet, Rusland og Grønland.

Vikingetidens runealfabet mangler nogle runer til at udtrykke alle lyde i sproget. Der er nemlig ikke længere runer for o, d, e og g. Vikingerne brugte i stedet de runer, der ligger tættest på den lyd, de skulle bruge.
De kunne bruge u-runen for o-lyden, t-runen for d-lyden, i-runen for e-lyden og k-runen for g-lyden.
 

Skriv dit navn med runer

Selv der er færre bogstaver i vikingetidens og Det nemmeste er at skrive med middelalderens runealfabet, fordi runerne her lettest kan omskrives til de bogstaver, vi har i dag. Man skriver ord og navne, som de lyder. Christoffer skrives ’kristofer’, og hedder du Chanel, skal du skrive, som man udtaler det ’sjanel’.

Man skriver heller ikke den samme rune to gange efter hinanden og der er ikke forskel på store og små runer. Så hvis du hedder Marianne, Rikke, Emma, Lasse eller Mikkel, skal du nøjes med at skrive ’mariane’, ’rike’,’ema’, ’lase’, ’mikel’.

Runerne har navne

Alle runer har sit eget navn, som stammer helt tilbage fra de tidligste runer. Runernes navne har sikkert hjulpet med til at huske, hvilken lyd runen står for.

Det er kun vikingetidens runenavne, vi med sikkerhed kender navnene på. De otte runer fra den ældre futhark, som ikke bruges i vikingetiden, har man genskabt ud fra de angelsaksiske (engelske) runer. Når der står en * foran runens navn, betyder det, at navnet er rekonstrueret ud fra vikingetidens sprogbrug.

I højre side finder du et dokument med både den ældre og yngre futhark.