Havhingsten er kommet på mærkerne

Havhingsten på en såkaldt "førstedagskuvert"!
Havhingsten på en såkaldt "førstedagskuvert"!
Udgivet 17/09-2007

Da Havhingsten fra Glendalough ankom til Irland i midten af august, kom samtidig et nyt frimærke på gaden for at fejre begivenheden.

Frimærket viser Havhingsten, der er en rekonstruktion af Skuldelev 2, som blev udgravet på bunden af Roskilde Fjord i 1962. Vraget viste sig senere at være resterne af et imponerende vikinge-krigsskib, som oprindeligt blev bygget i Dublin i 1042. I årerne 2000-2004 genopstod det gamle krigsskib så i skikkelse af Havhingsten fra Glendalough. Og i sommeren 2007 sejlede den 65 mand store besætning skibet tilbage, hvor originalen oprindeligt kommer fra; Dublin. Det smukke og imponerende krigsskib kan brevskrivere, filatelister og andet godtfolk i Irland nu nyde – ikke kun i levende live på Nationalmuseet i Dublin, men også på frimærker. Frimærket med Havhingsten er udformet af Irlands førende kunstner inden for filateli, Vincent Killowry. Frimærket er udkommet i to udgaver: Et til 55 cent og et til 3 euro.


Oprettet af Henrik Kastoft