
Nyt Vikingeskibsmuseum på vej
Vikingeskibsmuseets fem enestående og originale vikingeskibe trues af stormflod og nedbrydes af lys. Der er derfor behov for at udvikle nye rammer omkring vikingeskibene, så de sikres for fremtiden og samtidig formidles levende og nærværende for museets gæster. Derfor skal der over de kommende år opføres et Nyt Vikingeskibsmuseum.
Vikingeskibsmuseet vil holde åbent helt frem til det nye museum står klar.
Ny udstillingsbygning til vikingeskibene
Vikingeskibene skal sikres i en nyopført udstillingsbygning i tilknytning til den eksisterende Museumshavn, Museumsø og Vikingeskibshal. Her skal de besøgende møde den store og medrivende fortælling om, hvordan vikingerne ændrede verden med deres skibe. Samtidig får museet også en ny velkomstbygning og nye udearealer, der giver de besøgende en sammenhængende og helstøbt museumsoplevelse.
Ambitiøs helhedsplan
Den nye udstillingsbygning og velkomstbygningen er led i den ambitiøse helhedsplan for Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Den samlede plan omfatter foruden velkomst- og udstillingsbygninger, også en transformation af den oprindelige Vikingeskibshal samt en landskabsbearbejdning, der vil give offentligheden endnu bedre adgang til kysten og fjorden, end det er tilfældet i dag. Det samlede projekt står færdigt i 2030.
Arkitektkonkurrence om det samlede museumsprojekt
Der er igangsat en arkitektkonkurrence om det samlede museumsprojekt. Konkurrencen løber gennem hele 2023, og i januar 2024 kåres vinderprojektet. Størstedelen af finansieringen af Nyt Vikingeskibsmuseum er sikret fra VILLUM FONDEN, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, samt Roskilde Kommune og staten. Vikingeskibsmuseet er i positiv dialog med yderligere fonde om den sidste del af finansieringen af det samlede projekt.
Kontakt
Har du spørgsmål eller kommentarer til projektet omkring det nye Vikingeskibsmuseum, hører vi gerne fra dig.
Send en mail til Vikingeskibsmuseet, så vi sørger for, du hurtigt får svar.
Kontakt:
For udtalelser om nyt Vikingeskibsmuseum:
Tinna Damgård-Sørensen
Museumsdirektør, Vikingeskibsmuseet
Tlf: +45 46 300 200
Send e-mail
Spørgsmål til projektet:
Kristoffer Birkebæk Kejser
Projektchef, det nye museum
Tlf: +45 51 20 54 44
Send e-mail