Dronningen gæster Havhingsten

Udgivet 10/09-2014

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II besøgte tirsdag Vikingeskibsmuseets langskib ’Havhingsten fra Glendalough’ midt i Berlin, hvor skibet ligger denne uge for at skabe opmærksomhed omkring åbningen af udstillingen ’Die Wikinger’.

Dronningen besøgte det 30-meter lange vikingeskib i selskab med den tyske Præsident Joachim Gauck og hans partner Daniela Schadt.
De prominente gæster blev modtaget af Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen på kajen, hvorfra der er et godt overblik over det lange skib. Havhingstens skipper, Carsten Hvid, bød gæsterne om bord på skibet, hvor gæsterne fik serveret mjød og æblemost.

Havhingsten som symbol på det at samle mennesker om et fælles mål

Carsten Hvid fortalte blandt andet om skibets frivillige bådelaug, der på tværs af køn, alder, interesser og holdninger binder en stor gruppe mennesker sammen om det at vedligeholde og sejle vikingeskibet. Forbundspræsidenten lyttede meget interesseret og trak paralleller til nutidens Tyskland, hvor mennesker, der i mange år har levet adskilt, skal finde sammen om et fælles mål.
Forbundspræsidenten påpegede det symbolske i, at skibet ligger lige ved Friedrichstraße Station, der stadig den dag i dag benævnes ’grænsen’ af tyskere, der kan huske DDR-tiden. Stationen, der lå i Østberlin, var delt i to separate områder, den ene del servicerede S-bahn og fjerntog fra vesten, mens den anden del servicerede passagerer til stationer i Østblokken. Stationen fungerede også som grænseovergang mellem øst og vest, og var en daglig påmindelse om de enorme forskelle befolkningen på hver sin side af den store glas- og metalvæg midt gennem stationen levede under.

Rekonstruktionen er lykkedes

Både Dronningen, Forbundspræsidenten og Fru Daniela Schadt stillede spørgsmål til Carsten Hvid om skibets rejser og til Tinna Damgård-Sørensen om Vikingeskibsmuseets arbejde med at bygge og sejle vikingeskibe.

Efter det næsten 50 minutter lange besøg i Havhingsten, forlod Forbundspræsidenten og fru Daniela Schadt først skibet, mens Dronningen stillede op til interviews på kajen.
På spørgsmålet om, hvorfor 'Havhingsten' har hendes store interesse, svarede Dronningen:

   ”Hvis man sammenligner et vikingeskib med det at rekonstruere et hus; ja, et hus skal såm ændnok stå og, hvis man bare gør sig lidt umage, så kommer der heller ikke vand ind.
Men et vikingeskib er et skib, og et skib kan altså ikke sejle, hvis ikke rekonstruktionen er korrekt, hvis den ikke er lykkedes. Og det har vi bevist nu i mange tilfælde med de skibe, der er blevet rekonstrueret. De har virkelig, virkelig kunnet sejle - og vi kan sejle med deres skibe. Det synes jeg er fantastisk”.

'Die Wikinger' kan ses i ’Martin-Gropius-Bau’ i perioden 10. september 2014 – 4. januar 2015, er skabt i et samarbejde mellem Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin, British Museum i London og Nationalmuseet i København, og vises i Berlin sammen med Vikingeskibsmuseets særudstilling ’Schiffe der Wikinger’, hvor publikum blandt andet kan opleve bådebyggere fra Vikingeskibsmuseet bygge en rekonstruktion af en mindre båd fra vikingetiden med kopier af vikingernes værktøj.

Havhingsten holder åbent skib ud for adressen ’Schiffbauerdamm 19’ fra den 7. – 14. september dagligt kl. 10.00 – 19.00,


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen