50 sømil på 12 timer - 4 knob er en vældig fin fart til skærgårdsejlads!

Skjoldungen i naturhavnen på Vibrandsøy, hvor de overnattede mellem den 9. og 10. juli. Foto: Torben Okkels
Skjoldungen i naturhavnen på Vibrandsøy, hvor de overnattede mellem den 9. og 10. juli. Foto: Torben Okkels
Udgivet 10/07-2019

Statusmelding onsdag den 10. juli kl. 14.00: Gårsdagens sejlads fra Bekkjavik blev bedre og bedre, som dagen skred frem, og Skjoldungen nåede hele vejen til Haugesund, inden dagen var omme.

Skjoldungen sejlede tirsdag morgen kl. 09.21 fra Bekkjarvik med kursen mod Bømlahavn. Midt på eftermiddagen lød melding på, at målet nu var den kortere distance til Mosterhavn på grund af svindende vind. Men sejlervejret er omskifteligt, vinden blev i løbet af dagen meget mere gunstig, og Skjoldungen sejler hele vejen til Haugesund, hvor til de ankom kl. 21.40.

Det blev til en sejlet distance på ca. 50 sømil på ca. 12 timer - det er ikke så skidt endda!

Ved indsejlingen til Haugesund blev de mødt af en fotograf fra det lokale dagblad, der tog en håndfuld flotte fotos af skibet i aftensolen fra sin speedbåd - de overnattede i en smuk naturhavn på Vibrandsøy - lige over for den moderne havn i Haugesund.
Haugesund er en travl havneby, hvor det ene store skib afløser det andet, så det var fantastisk at få lov at ligge i fred og ro i naturhavnen på den anden side.

Onsdag formiddag er gået med at pakke og gøre skib klar til den videre rejse syd på.

Besætningen gennemgik søkortene grundigt inden afsejlingen fra Haugesund. Der er mange skær og øer på vejen syd på - og mange mulige veje ned gennem skærgården - hvilken er mon den bedste til dagens vind?

Og fik tid til tanker om det, der venter forude, når skærgårdssejladsen afløses af kystsejlads på kanten af det store, store Atlanterhav.

Skjoldungen afsejlede Haukesund onsdag den 10. juli kl. 12.02 med et mål om at nå Tananger.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen