Archieved

Havhingsten mod nære og fjerne horisonter

Havhingsten sejler ud lørdag og søndag i St. Bededagsweekenden. Handelsskibet Ottar sejler også søndag.
Havhingsten sejler ud lørdag og søndag i St. Bededagsweekenden. Handelsskibet Ottar sejler også søndag.
Published: 15/05-2014
Archieved: 31/05-2014

Vikingeskibsmuseets 30 meter lange krigsskib 'Havhingsten fra Glendalough' sejler ud på fjorden for første gang i år.

Havhingsten ligger nu næsten sejlklar i Museumshavnen - masten rejses fredag den 16. maj - og skibets mere end to kilometer tovværk skal monteres -  inden skibet så vil være helt parat til at møde en sejladssulten besætning til lørdagens og søndagens sejladser på Roskilde Fjord. 

Vikingeskibsmuseets bådebyggere har hen over vinteren gennemført omfattende reparationer på det nu næsten 10 år gamle skib. Blandt andet er skibets 'mastefisk' blevet udskiftet, og det er en meget spændt besætning, der stævner ud for at afprøve det nye grej.

Sejladserne i 2014 er planlagt til at omfatte tre til fire sejladsweekender i Roskilde Fjord og et tre uger langt sommertogt i Østersøen. Sejladserne skal primært bruges til at dygtiggøre og opkvalificere besætningen. Målet er, at alle i bådelauget skal være i stand til at deltage i et langt togt om nogle få år. Fremtidens destination er endnu ikke fastlagt, men det er sikkert, at Havhingsten igen skal have rigtigt havvand under kølen.

Havhingsten blev bygget på Vikingeskibsmuseets bådeværft fra 2000 - 2004, og skibet blev søsat den 4. september 2004. I 2007 sejlede Havhingsten til Irlands hovedstad Dublin og retur til Roskilde i 2008.

Sidste år blev der oprettet et frivilligt bådelaug omkring skibet, der sejler og klargør skibet. Lauget er lige nu åbent overfor nye medlemmer, som Laugsrådsformand Ove Løvschal her fortæller: "Med de store planer, der er for båden fremover, ønsker vi, at lauget vokser med i hvert fald 50-60 stykker. Det er ønsket, at vi kommer op på i alt ca. 200 medlemmer, så vi til enhver tid og et hvert projekt vil være i stand til at mønstre en komplet besætning".

Da Havhingsten sejlede togtet til Irland og retur, deltog i alt 110 mand, fordelt på de 14 uger skibet sejlede.
"Der kræves en besætning på ca. 60 mand for at sejle Havhingsten, og vi må erkende, at vi er forskellige fra vikingerne, når det kommer til planlægning. Alle skal forholde sig til fuldt bookede kalendere med ferieplaner, familie og arbejde, så vi kan jo ikke bare forvente, der stilles op, når der bliver kaldt til leding! Derfor må vi have en større pulje af erfarne vikingeskibssejlere for at kunne sejle skibet på længere togter, der strækker sig over seks til syv uger,” slutter Ove Løvschal.

Ønsker du at blive medlem af Havhingstens bådelaug eller et af de andre bådelaug omkring Vikingeskibsmuseets skibe, kan du finde flere oplysninger om skibene, deres laug og samarbejdet med Vikingeskibsmuseet via linket til Laugnet. Her finder du også ansøningsskema mv.


Created by Rikke Tørnsø Johansen