11 m/s og tæt, tæt tåge

Udsigt til Skjoldungen fra teltpladsen. Fra Skjoldungens Facebook-side.
Udsigt til Skjoldungen fra teltpladsen. Fra Skjoldungens Facebook-side.
Udgivet 04/08-2016

Skjoldungen ligger stadig i 'Polar Oil'-havnen, ca. 37 sømil syd for Nuuk. Vejret har ikke rettet sig efter udsigterne, så nu står skib og besætningen 'stand-by'.

"Vi er mætte, glade og tørre", siger Ingeborg, tydeligt irriteret. Kl. er 12.45, dansk tid, og opkaldet fra Grønland kommer lige til tiden. Besætningen havde håbet på at kunne sejle fra 'Polar Oil'-havnen et par timere senere, men vejret arter sig ikke: "Det blæser 10-11 m/s herinde og en del mere ude i det åbne vand, på strækket op til Nuuk. Og for at slå hovedet på sømmet er det tæt, tæt tåge. Vi kommer ikke af sted i dag", fastslår Ingeborg.

Turen til Nuuk kan gøres på ca. 10 timer for sejl og skipper har rettet al sin opmærksom hed mod vejrtjenesterne. "Det ser ud til, at vinden lægger sig i løbet af natten, så lige nu planlægger vi med afsejling fredag kl. 05.30 (9.30 dansk tid), så kommer vi forhåbentlig frem til Nuuk i løbet af fredag aften".

Det blæste endnu mere i går, og det var lovet mindre vind fra midt i nat. "Faktisk vågnede både skipper Ole, Sissel og jeg kl. 1 i nat, fordi vi mærkede, hvordan vinden forandrede sig. Det er sjovt, så fintfølende man bliver, når man er så afhængig af vejret. Men desværre lagde den sig ikke nok - og så kom tågen..."

Besætningen har ikke mange dage tilbage af forsøgsrejsen og kreativiteten er ved at sætte ind i forbindelse med måltiderne: "Vi har to pakker rygbrød tilbage, men dem vil vi gemme til vi sejler. Så frokosten er suppe med noget fyld; linser, pasta eller noget korn. Morgenmaden er havregrød med rosiner og nødder. Og med syltetøj eller sveskegrød, det er ret godt. Jeg ved ikke, hvad vi skal have i aften, det er det andet hold, der står for det".

Så i dag skal der ventes. Og spilles 500 og læses bøger. Nogle vil gå en tur i fjeldet - med skipper bliver og holder skarpt øje med vejrmeldingerne.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen