Stensamlere

Skjoldungen bliver trimmet og vandflaskerne fyldt
Udgivet 22/07-2016

Hviledagene i Paamiut bliver ikke brugt til at ligge på ryggen og slikke sol. Besætningen er sendt på fjeldet for at samle sten.

Skjoldungen har siden onsdag ligget i havn ved Paamiut. Besætningen har brug for at restituere både mentalt og fysisk samt at få en god, lang og ikke mindst ubrudt nattesøvn. 

Ballaststen
Selve skibet har også brug for lidt ekstra omsorg. Hele lasten er derfor ryddet i land og Skjoldungen er blevet spulet godt og grundigt igennem både udvendigt og indvendigt. Dunkene er blevet fyldt med vand og provianten er organiseret.

Normalt sejler Skjoldungen med 600 kg kampesten som ballast, for at holde skibet på ret køl i vandet. Stenene og deres placering i skibet er uhyre vigtige for Skjoldungens sejlegenskaber og trim (balance). Ved begyndelsen af turen blev mange af stenene fjernet. for at give plads til grej og proviant. Men nu - godt tre uger inden i forsøgsrejsen - er der gjort et stort indhug i provianten, og Skjoldungen er således blevet for let. Derfor blev besætningen i går sendt på fjeldet for at samle sten, så skibets ballast og trim igen er perfekt.

PS: Skipper fortæller, at Skjoldungen i øvrigt sejler som en drøm, og tackler både vind og bølger perfekt.

Skjoldungen forventer at blive liggende i Paamiut til søndag.


Oprettet af Lisbeth Weichel