Jeg møder fremtiden med håb og forventning

Museumsdirektør Tinna Damgaard-Sørensen
Udgivet 23/06-2015

Udgivet: 8. juni 2015

Museumsdirektør Tinna Damgaard Sørensen var hovedtaler ved Socialdemokratiets grundlovsarrangement i Palæhaven i Roskilde. Læs talen.

Mødet på gaden
For nylig blev jeg standset af en mand på gaden i København.

”Arbejder du ikke i Roskilde? Vikingeskibsmuseet? Hedder du ikke Tinna?”, spurgte han. Da jeg bekræfter, at det er mig, udbryder han.

”Fantastisk – jeg så dig i fjernsynet for 25 år siden. Du talte så smukt om Danmark. Om jeres historie. Da vidste jeg, der måtte ske noget helt andet i mit liv – så jeg flyttede til Danmark. Og nu kan jeg stå her og tale med dig på gaden. På dansk!”

Manden kom fra Skotland, og han havde set et program om Danmark i en BBC-serie om de forskellige lande i EU. Jeg fortæller historien, fordi det er overvældende at have haft så stor indflydelse på et andet menneskes liv, og fordi den så smukt viser, at fortællinger har en kraft til at skabe drømme om et land, et samfund, en livsform. Drømme, der er stærke nok til at flytte folk.

Utopia
Jeg havde glemt alt om det TV-program. Det eneste, jeg stadig husker er, at jeg dengang fik spørgsmålet ”Lever du i Utopia?”. Jeg forstod ikke meningen med spørgsmålet.

Nu er jeg jo vokset op med Pippi Langstrømpe, og jeg tog mine rettigheder og muligheder som ung kvinde for givet. Selvfølgelig havde jeg ret til uddannelse og job, og selvfølgelig havde jeg politisk medindflydelse i det samfund, jeg levede i.

Og det er jo ofte sådan, det er. Vi forstår ikke, når nogen stiller spørgsmål til det, vi selv tager for givet.

Vi har så travlt med alle vores gøremål, at vi tager vores muligheder for givet. Vi betragter samfundet med udgangspunkt i vores egen tid – og tænker, at sådan er det bare. For hvordan skulle det ellers være? Lige ind til der sker noget, der overbeviser os om, at ting må forandres, kan forandres. Ind til vi former en drøm om fremtiden, der er så stærk, at vi handler på den – kæmper for den.

Som det skete, da skotten så et TV-program og besluttede at flytte til Danmark.

Grundloven
Fundamentet for det Danmark, vi kender; for den frihed og den medindflydelse vi har – for alt det, der gør Danmark til et godt land at leve i – er grundloven.

Den har vi haft så længe, vi kan huske, og når jeg læser den, føles det som at sidde med et oldgammelt dokument. Hvad siger I f.eks. til §80:  

”Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles”.Jeg ser det for mig: ”Stop i kongens og lovens navn!”… Ja, det lyder unægteligt lidt gammeldags. Men Grundloven er faktisk ikke så gammel.

Da den blev indført i 1848, var det ikke tanken at indføre demokrati, som vi kender det i dag. Det handlede mere om at bryde kongens enevældige magt, og give værdige samfundsborgere (det vil sige mænd med ejendom) politisk medindflydelse.

Det betød, at kun 15 procent af befolkningen fik stemmeret!

Men Grundloven var en afgørende begyndelse på noget nyt, og det trak mere med sig. Snart kom spørgsmålet om alle dem, der var udelukket fra medbestemmelse på dagsordenen. Man talte om de syv F’er: Fruentimmere, folkehold, fattiglemmer, fjolser, forbrydere, fallenter og fremmede. De havde jo ikke fået stemmeret. Især spørgsmålet om kvinder, der alene var udelukket på grund af deres køn – selvom mange af dem faktisk arbejdede og betalte skat og bidrog til samfundet på linje med mændene – blev et hedt emne.

Kvinders valgret
På netop denne dag, 5. juni 2015, fejrer vi, at det er 100 år siden, kvinderne i Danmark fik valgret. I den anledning, vil jeg gerne minde om, at kvinderne ikke FIK valgret. De KÆMPEDE for den!

Det var ikke alle kvinder, der kæmpede, og det var ikke alle mænd, der kæmpede imod. Men det var en kamp. Man får ingenting forærende, hvis man bare sætter sig ned og venter på sin ret.

Kvinderne fik ikke bare ret til at stemme, de blev med årene også valgt ind i regeringen. Med socialdemokraten Nina Bang fik Danmark i 1924 den første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering – noget sted i verden. Og i 1950 fik vi med socialdemokraten Ingeborg Hansen den første kvindelige formand for landstinget – noget sted i verden. Selv om Danmark således ikke var de første land, hvor kvinderne fik stemmeret (det var New Zealand i 1893), så var vi først til at føre tanken helt ud i livet.

I dag, 100 år efter, har vi en regerende dronning, en kvindelig statsminister, en kvindelig borgmester, en kvindelig direktør. Vi har - i hvert fald principielt - lige adgang til uddannelse og job. Vi har næsten ligeløn. Andelen af kvinder i Folketinget og i bestyrelseslokalerne er stigende, og hvis vi holder tempoet, vil kvinderne sandsynligvis om et par hundrede år være repræsenteret i overensstemmelse med deres andel af befolkningen.

Så det går bestemt i den rigtige retning.

Men - selvom dampen er gået lidt af kampkedlerne, efterhånden som de åbenlyse urimeligheder bliver mindre, er det værd at huske, at der er stadig noget at kæmpe for. Kvinder er stadig udsatte. Helt bogstavelig talt. Alene sidste år blev 24 kvinder dræbt af deres partnere – det er ca. halvdelen af alle drab, begået i Danmark. Det er i gennemsnit to om måneden. Og hovedparten begås altså af ”etniske danskere”.

Landsorganisationen af kvindecentre vurderer, at ca. 33.000 kvinder årligt udsættes for partnervold, og hvert år søger ca. 2.000 kvinder og ca. 2.000 børn hjælp på krisecentre.

Skulle vi ikke benytte dagen til at beslutte, at vi ikke vil have mere af den slags. ”Stop i kongens og lovens navn!”.

Fællesskabet – det rummelige samfund
Kvindernes indtog i det politiske liv åbnede for et større fællesskab, et mere rummeligt samfund, hvor der er plads til flere forskellige synspunkter, leveformer, værdier. De mænd, der i sin tid kæmpede imod tanken om at give gifte kvinder stemmeret – for tænk på den belastning det ville blive for ægtemanden og ægteskabet!! – de sidder sikkert i deres himmel og siger ”Hvad sagde vi! De bliver skilt allesammen, og det er gået ad helvede til med det hellige ægteskab som en grundlæggende samfundsinstitution”.

Og de fik jo ret.

Der er blevet eksperimenteret med leveformer og samlivsformer i lange baner. Kollektiver, åbne forhold, papirløse ægteskaber, single-liv og senest homo-ægteskaber.

Dem, der i sin tid kæmpede for kvinders medbestemmelse, fik også ret: Der kom nye punkter på den politiske dagsorden, sammen med nye værdier, nye anskuelsesmåder og nye leveformer. Vi fik et frisind, der gjorde Danmark til et foregangsland – også uden for den politiske scene.

Vi var ikke bare først med kvindelige ministre og landstingsformænd. Vi fik også P-piller (1966), porno (1969), Fristad (Christiania 1971) og fri abort (1973). Homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme. Og det blev – for mindre end 20 år siden (1997) – forbudt forældre at slå deres børn.

Vi har fået mere plads til fritid og familieliv. Vi har fået 37 timers arbejdsuge, 6 ugers ferie, barselsorlov, forældreorlov. Vi – mænd og kvinder – har opnået et overskud i tid, penge, kræfter, helbred og livslængde som er uden sidestykke i verdenshistorien.

Alligevel føler vi os presset som aldrig før

Er det fordi, den gamle orden og arbejdsdeling er blevet forskubbet med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og i samfundslivet?? Har vi ødelagt den fine balance, hvor kvinden tog sig af hjemmet, mens manden skaffede brød på bordet?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at:

Min oldemor havde 11 børn, fuldtidsarbejde på fabrik – og var samtidig husmor på fuld tid. Min mormor var alene med fem børn, havde fuldtidsarbejde på fabrik, syede for folk ved siden af – og var husmor på fuld tid. Det var ikke alle kvinder og alle familier, der havde mindre travlt før i tiden.

Er det måske så vores målestok for lykke, der presser os?? Vores drømme om evig vækst? Vores selvbestaltede konkurrence for at overgå naboen?

I det politiske liv måler vi os op imod ”de lande, vi normalt sammenligner os med”. I erhvervslivet opstiller vi målbare succeskriterier, og benchmarker os mod andre virksomheder. Privat sammenligner vi os med naboer, familie, venner.  Det er svært at holde standarden på børn, bil, bolig og bodyindeks – når man samtidig skal være ung hele livet. Have social, og professionel succes. Politisk og kulturelt engagement – og yde en frivillig indsats for en god sag. Pyha!

Jeg kommer til at tænke på en historie fra 1920’erne. Om tre kvinder, der sidder i toget på vej til byen. De prøver at overgå hinanden med historier fra deres hverdag. 

Den ene kvinde siger: ”Min mand har et radio. Det er en trerørs. Når han får den stillet rigtigt, kan vi høre Sverige!”

 Den anden kvinde siger: ”Min mand har en radio. Det er en femrørs. Når han får den stillet rigtigt, kan vi høre England!”

 Der er stille lidt, så siger den tredje kvinde drømmende: ”Min mand har en étrørs. Når han får den stillet rigtigt, kan jeg høre englene synge!”

Tænk, hvis vi kunne lægge konkurrenceræset bag os, og lytte lidt mere til englesangen!

Fællesskab og forskellighed
Hele denne her fantastiske udvikling er ikke bare kommet af sig selv. Den er resultatet af drømme, diskussioner og kompromisser. Loven gælder for os alle, men det er ikke alle, der har været enige undervejs.

F.eks. mente Pia Kjærsgaard i sin grundlovstale i 1997, at afskaffelsen af revselsesretten reelt betød, at børnene nu var statens ejendom, ikke forældrenes. Ikke desto mindre måtte hun og andre, der gik ind for forældrenes fortsatte ret til hårdhændet opdragelse deres børn, rette sig efter den fælles beslutning.

Og det er dét, der er kernen i demokratiet: At vi udvikler et fællesskab, der rummer og respekterer uenighed. Et fællesskab, der – i hvert fald i teorien - træffer beslutninger på grundlag af en åben diskussion mellem ligeværdige mennesker, der står op for deres holdninger og drømme.

Danmark er et lille land; vi er en lille befolkning med en lang, sammenhængende historie som danskere. Det gør det lettere at håndtere de forskelle, der findes i fællesskabet. Men vi kommer på prøve, når vi står overfor grupper, der udfordrer vores helt grundlæggende værdier og forestillinger Fremmedhed og anderledeshed gør os utrygge.

Jeg kommer til at tænke på engang, jeg kom ind i toget med min tre-årige datter. Der sad to hardcore punkere med sådan en ”fuck-jer”-attitude, der prægede stemningen i hele kupéen. Den ene havde et stort orange hår, den anden havde blåt hår. Nanna fik øje på dem, og sagde med sin høje, uskyldige barnestemme: ”Se mor, der sidder Karius og Baktus!”  Pludselig blev de helt ufarlige, fordi de blev set og opfattet fra et ufarligt perspektiv.

Demokratiet kræver, at vi kan ændre perspektiv og se hinanden uden angst i ønsket om at forstå og imødekomme – ikke kritikløst, selvfølgelig, men åbent og løsningsorienteret.

Tilbage til utopierne
For at vende tilbage til udgangspunktet: Drømmenes forandringskraft. Utopien. Det hér med at tage tingene for givet. Der er stadig meget at kæmpe for. Og intet kommer af sig selv.

Vi har stadig brug for at formulere forpligtende fælles drømme. Det er ikke nok at opstille mål, milepæle, fremdriftsplaner og succeskriterier – og udvikle modeller for kontrol og opfølgning.

Vi har brug for at løfte blikket fra de øjeblikkelige udfordringer til den lange nødvendighed.

Vi har brug for at uddanne selvbevidste, fællesskabsorienterede borgere, der ikke bare følger med strømmen, men tager medansvar gennem selvstændig handling. Der møder hinanden med tillid og respekt. Der står ved, hvem de er – viser sig uden masker, og deltager i debatten i eget navn.

Vi har brug for fælles mødesteder. Anledninger. Fester. Og vi har brug for at blive udfordret på vores fordomme, oplyst, inspireret. Vi har brug for et levende kulturliv, der skaber nye indgange og perspektiver. Vi har brug for at sætte talentet og idéerne fri. Vi har brug for at sætte skibe i søen, der styrer mod et smukt, fjernt mål – og ikke bare følger strømmen. Skulle vi komme lidt ud af kurs, har historien vist, at fejltagelser kan føre til opdagelsen af nye kontinenter.

Jeg møder fremtiden med håb og forventning.

Kæmp for drømmen om et bedre Danmark!


Oprettet af Lisbeth Weichel