Arkiveret

850 kilo mast og rig ned på 12 minutter

Uden rig vejer masten 450 kg. Foto: Werner Karrasch
Uden rig vejer masten 450 kg. Foto: Werner Karrasch
Udgivet: 23/07-2008
Arkiveret: 31/12-2008

Endnu en overliggerdag i Lowestoft på grund af vind fra øst blev brugt på målrettet træning i at sænke og rejse mast og rig

Selv for et krigsskib af Havhingstens størrelse med sin 30 meters længde og rig og mast med en samlet vægt på 850 kilo er det en hverdagsmanøvre at henholdsvis lægge mast og rig ned - og rejse mast og rig.

Det er en manøvre, som involverer hele besætningen på 61 personer. De skal være i stand til at gøre det rutinemæssigt, hurtigt og sikkert både i havn men ikke mindst i åben sø. Den væsentligste grund til at masten hurtigt skal kunne lægges ned er, at man af hensyn til navigeringen ofte får behov for at smide sejlet og ro. Det er nemlig væsentligt nemmere at ro i sø og modvind med mast og alt stående gods nede.

Så onsdagens centrale aktivitet på skibet var en tretimers øvelse i at sænke og rejse masten. Solen knaldede ned over en letpåklædt svedende besætning, som grundigt fik brugt kræfterne på en super sommerdag, som de ikke tidligere har oplevet på togtet fra Dublin til Roskilde. Ankomsttidspunktet den 9. august rykker i øvrigt stadig nærmere og nu ligger Havhingsten på 6. døgn og venter på god vind.

”Dagens øvelser gik rigtig godt, især anden gang vi lagde og rejste masten”, kommenterede skipper Carsten Hvid dagens begivenhed.

At lægge og rejse masten på Havhingsten kan gøres forbløffende hurtigt på trods af, at det er en ret kompliceret affære, hvor en meget lang række handlinger, som er uddelegeret til enkeltpersoner og grupper, skal falde i en meget bestem rækkefølge for at alt lykkes.

En stærkt forenklet men i hovedtrækkende fyldestgørende beskrivelse af nedlæggelse og rejsning af masten lyder således:

Cirka 20 personer sætter sig i en lang række på tofterne i Havhingsten og tager fat i et tykt hampetov, som er en forlængelse af forstaget og løber igennem to blokke for at gøre det nemmere for besætningen, når de haler. De strammer først forstaget op, så masten rykkes frem således at mastelåsen, som støtter den nederste del af masten, kan afmonteres, og masten kan vippes bagover. Samtidig slækkes bidevindsvanterne, fordi de er monteret på skroget fremme i skibet og dermed trækker masten fremover. Bidevinds vanterne bemandes med seks besætningsmedlemmer i hver side, og det er deres opgave ved at holde igen eller hale på vanterne at sørge for, at masten ikke svinger ud til styrbord eller bagbord. De forreste undervanter slækkes også.

Derefter slækker de 20 personer varsomt på forstaget, så masten langsomt glider bagover og ned i den høje store gaffel henne agter, som fastholder den tunge mast. Så er masten nede.

Når masten rejses haler både de 20 gaster i forstaget og de to gange seks gaster ved bidevindsvanterne. De sidste har stadig ansvaret for, at masten ikke svinger ud til siderne under rejsningen af masten til toppunktet. Når masten er lodret tottes den en ekstra tand op med forstaget, så mastelåsen kan sættes i. Derefter slækkes forstaget en anelse og fastgøres. Samtidig strammes alle løsnede undervanter op, og dermed skibet er klart til at sejle med sejl igen.

I dag tog det 12 minutter at sænke masten og 20 minutter at rejse den igen, da samarbejde mellem besætningsmedlemmerne fungerede bedst.

”Når vi øver mast op og mast ned er der flere årsager. Vi har lavet en række forbedringer i proceduren ved at ændre nogle detaljer. Det skal afprøves. Vi har en del nye gaster, der skal ind i rutinen, og så er det faktisk længe siden, at vi har trænet i netop dette. Samtidig er det afgørende for validiteten af de testsejladser, vi skal foretage i Limfjorden, at vi kan lægge og rejse masten rutinemæssigt og hurtigt. Nogle af øvelserne går nemlig ud på at måle, hvor hurtigt vi kan ro under forskellige forhold. Også i modvind, hvor det er nødvendigt, at masten skal ned, før vi ror, siger Carsten Hvid.


Oprettet af Lars Normann