Bådebyggerne på Vikingeskibsmuset kan nu træde et par skridt til tilbage, børste hugspånerne af arbejdsbukserne og betragte resultatet af det seneste halve års omhyggelige arbejde: en nøjagtigt udført rekonstruktion af den knap 10 meter lange båd fra vikingtiden.
Men der er ikke lang tid til at nyde resultatet af deres møjsommelige arbejde, for båden er bygget til Solvang Viking Museum i Californien og bliver sendt ’over there’ i en 40 fods container kort efter søsætningen. På museet i Solvang - der blev grundlagt af danske udvandrere i 1911 - skal rekonstruktionen indgå i udstillingerne som et konkret eksempel på den nordiske bådtradition og kulturarv.
Båden fra skibsgraven
I begyndelsen af 900-tallet blev en 40–50-årig mand begravet i et 23,8 meter langt skib ved Gokstad nær Oslofjorden i Norge. Den dødes identitet er ukendt, men spor på skelettet viser, at han døde i kamp. Gravens imponerende indhold vidner om, at han har været en betydningsfuld person. Da arkæologerne i 1880 undersøgte gravhøjen, fandt de rester af guldbroderede vægtæpper, bordservice, køkkenudstyr, en slæde, seks senge, en kiste, en saddel, forgyldt seletøj, 64 skjolde, 12 heste, otte hunde og to påfugle.
På skibets dæk lå der hele tre mindre både – en lille, en mellemstor og en stor – som var forsætligt slået i stykker og lå blandet med hinanden.
En ny 1100 år gammel båd klar til søsætning
Det er den største af de tre både fra Gokstadfundet, som nu står klar til søsætning på onsdag.
Båden måler 9,77 meter i længden og 1,86 meter i bredden og er bygget i nordisk klinkbygningstradition, som har været praktiseret i over 1000 år. Den er primært bygget af spejlkløvet egetræ, med en øverste bordgang og tre par årer i fyrretræ.
Masten og råen er lavet af gran, og båden er udstyret med et håndsyet hørsejl, der er blevet farvet med gul og rød okker. Bådens øverste bord - planker - er malet i strålende farver. Malingen er fremstillet af kogt linolie, der er blandet op med gule og røde okkerfarver, blå fra planten vajd eller indigo og hvidt fremstillet af zink. Inden søsætningen bliver bådens øvrige dele tjæret med fyrretræstjære.
Et halvt års arbejde med nye og gamle metoder
Det har taget to bådebyggere et halvt år at bygge båden af spejlkløvet egetræ og plankløvet fyrretræ. Båden fremstår som den originale båd, men der er også blevet brugt moderne værktøjer sideløbende med de ældgamle metoder og teknikker. For det er en tidskrævende proces, udelukkende at bruge vikingetidens værktøj, fortæller bådebygger Søren Nielsen, der har stået i spidsen for projektet:
“Vi har rekonstrueret båden så tæt på den originale som muligt, men for at spare det amerikanske museum for lønmidler, er der blevet brugt moderne værktøjer, hvor det ikke har indflydelse på kvaliteten og udseende på båden. Havde vi kun brugt vikingetidens værktøj havde tiden nok været fordoblet.”
For René Gross Kærskov, der er initiativtager til udstillingen på museet i Solvang, har projektet en særlig betydning:
“Vikingeskibet skal være med til at holde forbindelsen til Danmark i live. Når skibet er fremme, vil vi have to vikingeskibe i vores samling i Solvang. De fungerer som en fysisk manifestation af den imponerende skibsteknologi, som bragte mennesker i vikingetiden vidt omkring – også til Nordamerika.”
Museets bådeværft har tidligere bygget Gokstadbåden to gange – én til en privat kunde, som nu sejler på Frankrigs floder, og én til museets egen samling. Den sidstnævnte vil deltage i søsætningen den 13. august, hvor de to både skal nå at sejle sammen, før 10.000 sømil skiller de to tvillingebåde igen.
Programmet for søsætningen onsdag den 13. august kl. 10.00:
- Velkomst og taler
- Navngivning og søsætning fra bedding
- Første rotur på fjorden
Alle museets gæster, bådelaug og medlemmer af Venneforeningen er velkomne til at overvære søsætningen og opleve bådens første færd ud på Roskilde Fjord.
Sted: Vikingeskibsmuseets bådeværft, Vindeboder 12, Roskilde
Tid: Onsdag den 13. august kl. 10.00