Pædagogisk laboratorium – fra eksperimentalarkæologi til undervisningsmetode

Periode: 2018-2020
Hvad er et pædagogisk laboratorium?

Den eksperimentalarkæologiske (arbejds)metode er omdrejningspunktet for den pædagogiske udvikling de kommende år i Skoletjenesten på Vikingeskibsmuseet.

Det vil blive undersøgt, hvordan eksperimentalarkæologiens særlige metode kan oversættes til museets generelle undervisningspraksis og -aktiviteter. Således er målet, at museets pædagogiske profil og deraf undervisning skal afspejle museets tilgang til forskning om vikingeskibe og maritim kulturarv. Samtidig ligger der i den særlige arbejdsmetode en konkret, tværfaglig og eksplorativ tilgang til historien, der er relevant indenfor en lang række kompetenceområder i fag som f.eks. historie, håndværk og design samt det tværgående tema som innovation og entreprenørskab.

I løbet af 2018 vil det blive identificeret, hvilke særlige tankegange og metoder, der udfoldes i den eksperimentalarkæologiske praksis på museet, således forskellige aktiviteter og øvelser kan udvikles og afprøves i forskellige undervisningssammenhænge. Følgende år vil erfaringerne ligge til grundlag for en kvalificering af museets undervisningspraksis og fokus på børn, unge og læring.

Udviklingsarbejdet sker i et tværfagligt samarbejde mellem museets Undervisnings- og udviklingsansvarlige, samt udvalgte fagdiscipliner som arkæologi og maritime håndværk.

Det pædagogiske laboratorium er Vikingeskibsmuseets bidrag til Skoletjenesten Sjællands nuværende indsats om pædagogisk udvikling. Alle kulturinstitutioner og eksterne læringsmiljøer tilknyttet Skoletjenesten har et særligt undersøgende fokus på en del af deres undervisningspraksis.

Afslutningsvist skal der skabes en række individuelle vidensprodukter, så praksiserfaring der ligger i de respektive eksterne læringsmiljøer videndeles bredt.

» Om eksperimentalarkæologi...