Brough of Birsay

Brough of Birsay med valknogle i forgrunden. Foto: Carly Simpson
Brough of Birsay med hvalknogle i forgrunden. Foto: Carly Simpson

Brough of Birsay er en tidevands-ø ud for nordvestkysten af Orkney-øerne, En tidevandsø er et landområde som bliver til en ø, når tidevandet står højt. Øen var derfor let at forsvare og adgangen til havet gjorde det tiltrækkende at bosætte sig her gennem Oldtiden.

De fleste fortidsminder, der endnu kan ses på Brough of Birsay, stammer fra vikingetiden. Arkæologiske fund beviser dog at der også boede folk her før og efter vikingetiden. Et synligt spor er f.eks. resterne af en 1100-tals kirke, der var valfartssted for pilgrimme op gennem hele middelalderen.

Allerede inden vikingetiden spillede Brough of Birsay en central rolle i Pictiske kongedømme. Picterne er det oprindelige folk, der boede i området inden vikingerne kom til Skotland. Arkæologiske udgravninger viser, at vikingerne overtog de eksisterende beboelsesområder, da de fra slutningen af 700-tallet bosatte sig på øen. Faktisk byggede de deres gårde direkte ovenpå tidligere Pictiske gårde.

Tidligere havde man en forestilling om, at denne vikingeovertagelse, havde været ganske voldsom. Men det arkæologiske materiale fra Brough of Birsay giver mulighed for ny tolkning, da det viser, at der har været foregået en integration mellem Picterne folkene og vikingerne.

Vikingernes bebyggelse

Vikingernes byggede hal-lignende huse af sten og tørv. Ofte var disse huse mere end 20 meter lange. De bestod af et beboelsesområde og et køkken, adskilt af en træskærm. Senere tilføjelser til huset blev bygget på hovedhusets sider. De mindre bygninger omkring hovedhuset var udhuse. På østsiden af øen er der fundet rester af et meget stort, hus med tilbygget sauna eller badstue, som havde et ildsted i midten, brikse og spor efter en afløbsrende.

Vikingehusene på Brough of Birsay havde ikke en stald i den ene ende, som vikingernes langhusehuse i Norden havde det. Vikingerne havde ikke behov for en stald i huset, da øen alligevel ikke havde gode græsmarker til dyr. Der er fundet nogle få kvæg- og fåreknogler, ved de arkæologiske udgravninger, men de stammer sandsynligvis fra kødstykke, snarere end hele dyrekroppe. Det betyder, at dyrene ikke blev slagtet på øen. Øen har i det hele taget været afhængig af Orkeny med hensyn til forsyninger af blandt andet madvare og bygningsmaterialer.

Der er også fundet spor af arbejde med jern på øen. Det var vigtigt, så man kunne lave våben og redskaber.

Der er også fundet spor efter jernforarbejdning på øen, hvilket har været nødvendigt for at fremstille og vedligeholde redskaber og våben. Desuden er der fundet støbeforme af steatit eller fedtsten, hvilket tyder på, at også ædlere metaller blev smeltet og støbt på stedet.

Monica Callaghan, Hunterian Museum & Art Gallery, University of Glasgow & Sofie Jensen, Vikingeskibsmuseet
Red: Marianne Juelsgård Horte, Vikingeskibsmuseet

Fakta: Øens særlige status har gjort det fristende at antage, at den har været sæde for 1000-tallets jarledømme. Ifølge Orkneyinga Saga havde jarl Thorfinn (jarl fra 1014-1065): sin faste residens på Birsay, hvor han byggede en smuk klosterkirke, viet til Kristus, og sæde for Orkneys første biskop" (kap. 31). Det er dog uklart, hvorvidt hans bopæl samt klosterkirken lå på hovedøen eller på øen Birsay.