Dagbog fra Skibsskjalden: Opskrift på Hesseløgryde og Anholt i sigte

Udgivet 28/06-2017

Afgang fra Frederikssund med kurs mod Anholt - og udsigt til natsejlads - læs med og få opskriften op ægte sømandskost!

Sommertogt dag 4: 

Skibet vågnede stille og roligt op omkring seks-halv syv. Resten blev vækket, og der blev serveret lækker havregrød og franskbrødsmadder til dessert. Vi fik besøg af Sofie, som havde en gave med til Steinar - en vikinge-udgave af kryds og bolle. Så er underholdningen sikret til turen.

Skibet blev stille og roligt gjort klart, teltet i forskibet blev pakket ned. Thomas afmønstrede, og Bjarke, vor gode motorekspert fra tidligere, påmønstrede. Omkring kl 8.30 begyndte vi at stævne ud, og vi nåede frem til broen til åbning. Her gav vi en rulle, hvor vi hilste på bropasser på behørig vis under passage, og han kvitterede med horn. Herlig tradition!

Vi sejlede videre nordpå, passerede Frederiksværk, og fik leget med navigation på gammeldags vis med kompas, blyant, kort og trekant. Det gik godt fremad, og lidt i 12 var vi fremme i render ud af Isefjord. Her kunne vi så sætte sejl, kluden oppe kl 12.21, sejle helt tæt forbi Hundested og vinke pænt til Karls far, der stod på molen og så os passere.

Og så var vi på vej mod Anholt! Anne Sofie stod med rorpinden, og virkede svært godt tilfreds med at have små 28 tons under kommando, og fra bredden på smilet at dømme.

Nu kom vi ud i Kattegat, og vi skød ca. 6 knob - smukt! Der var dog en del gammel sø, så vi tog halvanden meter sideværts dønninger, og ikke alle var lige glade for dette. Der blev flittigt spist søsygepiller, men færden fortsatte nordpå. Vi fik radiomelding fra Helge Ask, at de var blevet hjulpet ud af Frederiksværk, og nu lå i Gilleleje. Herligt at høre at kollegerne var kommet godt videre.

Vinden løjede stille og roligt af i løbet af eftermiddagen, og det blev tid til at lave mad.

Dagens ret: Hesseløgryde

Ingredienser:

 

  • 1 pose linser
  • Overskydende røde bønner
  • 3 dåser flåede tomater
  • En ordentlig r*vfuld løg
  • En pose ris
  • Madolie
  • Paprika, salt, peber, cayennepeber, kanel
  • Gasblus (med gas)
  • Vand (ferskvand, ellers havvand)
  • 25 tons veltjæret vikingeskib
  • Dønninger i rigelige mængde
Fremgangsmåde:

Start med at pille og hakke løgene. Er der høj søgang, er grofthakket helt fint. Tag evt et par fingerspidser med kniven for farvens og/eller dramatikkens skyld.

Hæld løg i stor gryde, tilsæt madolie og paprika. Bemærk ansigtsudtrykket på besætningen mens du hælder paprika. Bliver de røde i ansigtet og hoster og sprutter, skal du have glasset med paprika ud af vinden.

Vælt nu hen over dækket med gryden som en bagstiv studerende, i retning af gasblusset. Sæt gryden, tænd, og lad løgene simre. Tilsæt lidt vand, og glæd dig over at dønningerne nu hjælper dig under ophældning til samtidig at få fersket gasblus, dæk, kogegrej og nært siddende besætning til også.

Hæld nu bønner, linser, tomater samt krydderier i. Beundr hvordan de skødesløst henlagte brugte dåser får deres eget liv på dækket i rulninger og vind, og de flotte spor restindholdet trækker alt imens.

Nu hældes ris i gryde, vand hældes ved, og igen hjælper dønninger til at få skyllet alt skidt og mandskab af, mens man hælder midt i en sideværts rulning.

Lad det hele stå og simre lidt. Dønningerne hjælper til løbende at få fordelt indholdet i gryderne. Når man er klar, tager man en grydeske. Har man tidligere haft fast greb i tovværk, vil skeen automatisk følge en på resten af togtet, da den nu vil være tjæret fast til fingrene. Brug tiden på at røre lidt ved lejlighed, og øs op til mandskabet når de har fået bevæget sig op på forskibet.

Tilsæt ekstra krydderi til egen portion efter behov og behag - og hold øje med vindretning og besætning, gerne inden krydring påbegyndes.

Velbekomme!

Efter aftensmaden var der holdskifte. Karl som vagtleder, Bjarke og jeg på assistance. Vinden var flovet til 2-3 m/s vest, men vi holdt 2 knob og passerede Hesselø og Lysegrund i god stil. Kursen blev herefter sat til 330, dvs. mod Anholt. Skipper ville egentlig helst til Læsø eller Skagen, men der er kuling på vej fra onsdag kl 21, så risiko for at ende i kuling på åben sø er for stor hvis vi fortsætter.

Vi opdagede at der var sket en lille skade på skødet; det var blevet skamfilet, så vi skal lige have vurderet hvor stor skaden er og hvordan vi får det ordnet inden sejladsen går videre.

Der blev lavet radarreflektor af sølvpapir og plastdunk, og lanterner tændt. Skipper tillod at vagt på agterskibet var alene, men at ekstra mandskab kunne purres efter behov.

Så hovedparten af mandskabet tørnede ind, kl 23 blev kluden taget ned da vinden var bortgået i fladtrykt julestemning, og maskinen sat i gang. Natten forløb uden problemer med lidt kryds af trafikruter, og kl 04.15 kom sejlet op igen. Anholt er nu foran os, så vi lægger til her og ser hvad vejret bringer de næste dage.


Oprettet af Allan Jensen