Nordisk Immateriel Kulturarvskonference den 21.–22. september 2023

Åledrivkvasen Tumleren under bygning på Vikingeskibsmuseets bådeværft i 2009. Foto: Werner Karrasch
Åledrivkvasen Tumleren under bygning på Vikingeskibsmuseets bådeværft i 2009. Foto: Werner Karrasch
Udgivet 25/07-2023

På konferencens første dag har vi et spændende program, der rummer både kulturpolitiske oplæg og konkrete beskrivelser af den immaterielle arv.

Dette Nyhedsbrev omhandler primært programmet den første dag på Vikingeskibsmuseet.

På anden dagen foregår konferencen på 'Kystliv Holbæk', hvor vi skal underskrive et Klinkbådscharter og afholde en stor klinkbådsfestival. Det og meget mere vil der komme mere om senere.

» Se hele programmet her på konferencens hjemmeside...

Åbning af konferencen

Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen byder velkommen til konferencen, torsdag den 21. september Kl 10.30.
Herefter vil museets bestyrelsesformand og Roskildes borgmester Tomas Breddam og den islandske minister for nordisk samarbejde, som for øjeblikket har formandskabet i Nordisk ministerråd, Guðmundur Ingi Guðbrandsson åbne konferencen.

Hvad er Immateriel Kulturarv?

"Kulturarv er andet og mere end monumenter og museumssamlinger. Den immaterielle kulturarv er den kultur, vi ikke fysisk kan gribe fat i, men som vi genkender og udlever – traditioner, kundskaber og måder at være sammen på."
Fra www.unesco.dk

Formanden for den danske UNESCO-nationalkommission Elsebeth Gerner Nielsen holder et indlæg om UNESCO’s 1972-konvention og 2003-konvention, henholdsvis den materielle og den immaterielle kulturarv, og deres indbyrdes afhængighed. Det er Nationalkommissionen, der rådgiver den danske regering i UNESCO-spørgsmål, og kommissionen virker som et bindeled mellem regeringen og civilsamfundet inden for UNESCO’s kerneområder.

Tillykke med udnævnelsen – og hvad så?

Senere på dagen følger Morten Teilmann Jørgensen, museumschef på 'Kongernes Jelling', med oplægget: "Tillykke med udnævnelsen – og hvad så?"
I 1994 blev 'Kongernes Jelling' optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Vi skal høre, hvilken betydning det har haft for Jelling at blive beskyttet af 1972-konventionen, der fokuserer på kultur- og naturområder med særlig universel betydning, som det hedder.

Dilemmaet med at beskytte og fastholde levende kulturarv

Antropolog Marianne Holm Pedersen fra det 'Kongelige Bibliotek Levendekultur' (kb.dk) og Senior Advisor Leena Mariso, der begge er ansat af henholdsvis det danske og det finske kulturministerium til at beskytte den immaterielle kulturarv, følger op ved at tale om dilemmaet med at beskytte og fastholde levende kulturarv og grundlaget for uddannelse af kulturbærere.

Eivind Flak fra 'Norsk Håndverksinstitutt' fortæller om, hvad det er UNESCO kan beskytte. Eivind har mange års erfaring med arbejdet med UNESCO ansøgninger, herunder bl.a. da det norske bådebyggeri 'Oselvarverkstaden' kom ind på UNESCO’s liste over umistelig immateriel kulturarv.

Håndværk og immateriel kultur

”Hvis man kigger historisk på det, har der altid været en dynamik. Noget er døet ud undervejs, noget er kommet til. Men der er en slags kulturbevaring, som vi må forholde os til, også i forhold til håndværk.”
Citat Lene Tanggaard

Lene Tanggaard er rektor og professor på Designskolen i Kolding. Lene vil sige noget om håndværk, immateriel kultur og dannelsens betydning i det moderne samfund. Hun har tidligere talt om godt håndværk, kvalitet og kreativitet, bl.a. i DR’s TV-udsendelse, der hed 'Dansk Håndværk, Old School eller Super Cool?'

Den færøske immaterielle arv og de kompetencer, der har bragt nordiske klinkbådstraditioner på UNESCOs liste

”Det er ikke nok at kunne lave buen til violinen, hvis der ikke længere er nogen, der kan spille på den”
Citat Vegar Heide

Bådebygger Hanus Jensen vil fortælle om sin egen, færøske immaterielle arv – et godt eksempel på en klinkbådstradition vi forsøger at beskytte.

Derefter vil sejler, højskolelærer mm., Vegard Heide pege på at kompetencerne til at kunne sejle og vedligeholde bådene også er en del af de nordiske klinkbådstraditioner, som UNESCO har sat på listen over beskyttelsesværdige levende kulturer.

Minister-stjernestøv og aftensejlads

Den danske kulturminister Jakob Engel-Smidt vil også kaste lidt stjernestøv på vores konference. Jakob holder en kort tale på bådeværftet sidst på eftermiddagen og tager derefter med ud at sejle i museets samling af nordiske klinkbyggede både, hvor vi ankrer op og spiser aftensmad ombord.

Hvis du endnu ikke har tilmeldt dig konferencen, er der stadig enkelte pladser tilbage.

» Læs mere om konferenen og tilmeld dig her...

 

På vegne af: 

Han Herred Havbåde, Kystliv Holbæk, Forbundet Kysten NO, Vikingeskibsmuseet

Søren Nielsen, Vikingeskibsmuseets bådeværft