Vikinger er en succes i Berlin

Bådebyggerværkstedet i Berlins berømte udstillingsbygning 'Martin-Gropius-Bau'. Foto: Carsten Hvid
Bådebyggerværkstedet i Berlins berømte udstillingsbygning 'Martin-Gropius-Bau'. Foto: Carsten Hvid

Familie Pelz blev den - med spænding ventede - gæst nummer 100.000 i vikinge-udstillingerne i Berlin.

Der er tale om ægte, stor interesse for vikingerne i Tysklands hovedstad Berlin. Bare ni uger efter åbningen af udstillingerne ’Die Wikinger’ og ’Schiffe der Wikinger’ i Berlins berømte udstillingsbygning ’Martin-Gropius-Bau’ rundede besøgstallet onsdag den 12. november 100.000 gæster.

I anledningen af den store begivenhed stod Direktøren for Museum für Vor- und Frühgeschichte, Matthias Wemhoff, klar til at modtage gæst nummer 100.000 - Andrea Pelz med familie - og give en helt særlig, privat rundvisning.

Andrea Pelz og hendes mand Dr. Johann Pelz var kommet hele vejen fra Leipzig for at se vikingetidsudstillingen og glædede sig, sammen med deres to små børn, Johann-Alfred og Greta Ruth, over den uventede overraskelse.

Andrea Pelz var især interesseret i udstillingens imponerende arkæologiske fund og blev meget optaget af arbejdet i det særligt indrettede bådebyggerværksted.  

En lille del af Vikingeskibsmuseet til låns i Berlin

Bådebyggerværkstedet er en del af Vikingeskibsmuseets udstilling ’Schiffe der Wikinger’.  Her genlyder den imponerende udstillingsbygning ’Martin-Gropius-Bau’ af høje drøn fra bådebyggernes økser, og hele det store udstillingsrum dufter af frisk egetømmer og trætjære.

Vikingeskibsmuseets udstilling i Berlin tager udgangspunkt i fundet af de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord og fortæller historien om, hvad mere end 50 års arbejde med at bygge og sejle rekonstruktioner af vikingeskibe har givet af ny viden om vikingerne som højt specialiserede håndværkere og dygtige sømænd.

Gæsterne i udstillingen får mulighed for at følge byggeriet af et mindre vikingeskib på helt tæt hold - og fra A til Z. To erfarne bådebyggere fra Vikingeskibsmuseet, Birger Andersen og Mike Riebort, har flyttet deres arbejdsplads til Berlin og bygger i løbet af udstillingsperioden en rekonstruktion af den mindste båd fra det norske Gokstad-skibsfund.  Båden, der er 6,5 meter lang og 1,38 meter bred, bliver bygget af fyr og eg med kopier af vikingernes værktøj.

For at give publikum indtryk af hele arbejdet med at bygge og udruste et skib, demonstrerer Vikingeskibsmuseets rebslager, Carsten Hvid, teknikken med at fremstille tovværk af lindebast og sejlmager Jörn Bohlmann viser kunsten at sy det vævede stof til et funktionsdygtigt sejl. Håndværkernes arbejde kan følges hver dag i de ca. 4 måneder udstillingen varer. De viser på skift deres kunnen og svarer på publikums mange spørgsmål om materialer, værktøj og teknikker.

Involverende museumsoplevelser tiltrækker tyske kulturturister

Gennem dialogen med de dygtige håndværkere får gæsterne en levende og nærværende formidling af vikingernes imponerende skibsbygningskunst. Samtidig oplever de også et stærkt eksempel på den sanselige formidlingsmetode, hvor museumsgæster inviteres til at dufte, mærke og gøre for at opdage og lære. For tyskerne er det en formidlingsform de forbinder med Danmark - og som de gerne rejser hertil for at opleve.

" Tyskerne efterspørger i høj grad museumsoplevelser, hvor de selv involveres. De ønsker autentiske møder med dygtige håndværkere og og vidende eksperter. De ønsker selv at gøre erfaringer med fortidens materialer og teknikker, og sætter involverende museumsformidling højt, når de vælger ferieoplevelser og mål for deres rejser", fortæller Claus Christiansen, Økonomichef på Vikingeskibsmuseet, og fortætter: "Vi har i øjeblikket den bedste mulighed for at give det tyske publikum en forsmag på - en lille bid af - de mange spændende museumsoplevelser, der venter i Danmark, og den helt særlige formidlingsform, netop tyskerne efterspørger, og som er et stærkt kort for at tiltrække tyske kulturturister".

For familien Pelz blev deres besøg i udstillingerne afrundet med endnu en overraskelse: Per Erik Veng, Ambassaderåd for kultur og information ved Den Kongelige Danske Ambassade i Berlin overrakte et gavekort til et familiebesøg på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Besøget byder på rundvisning, sejlads og Ny Nordisk Vikingemad i CaféKnarr.

Fakta:
Udstillingerne ’Die Wikinger og ’Schiffe der Wikinger’ vises frem til 4. januar 2015 i Berlins Martin-Gropius-Bau.
'Die Wikinger' er skabt i et samarbejde mellem Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin, British Museum i London og Nationalmuseet i København. I centrum står det hidtil længste fundne vikingeskib, 'Roskilde 6', der udstilles i bygningens indre hal.

Udstillingen fra København og London er udvidet med nye aktiviteter, som den danske ambassade i Berlin har arrangeret i samarbejde med Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Vikingeskibsmuseet viser i forlængelse af 'Die Wikinger' udstillingen 'Schiffe der Wikinger', der tager udgangspunkt i fundet af de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord og de mere end 50 års arbejde med at bygge og sejle rekonstruktioner af vikingeskibe.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen