Selvom bådene er trukket på land i vinterhi, er der stadig masser af liv på museet. På Bådeværftet kan du opleve bådebyggerne reparere og vedligeholde de både, der trænger til en kærlig hånd efter sommerens sejladser. Kom helt tæt på økser og høvle, og se hvordan de gamle teknikker stadig bruges i dag.
Inde i hallen venter en ny udstilling, der giver et unikt indblik i visionerne bag det kommende Vikingeskibsmuseum, som åbner i 2029. Her kan du se, hvordan idéer og drømme tager form.
Og når kulden bider udenfor, kan du varme dig med gløgg og æbleskiver i Café Knarr, mens fjorden ligger stille og iset.
Når kalenderen siger december, fyldes museet med hedenske juletraditioner og kreative workshops.
Vi holder åbent alle dage – også juleaftensdag, så du kan bruge ventetiden på historie og hygge.
Børn under 18 år har altid gratis adgang.
