Archieved

Rorstrop og vantnål er knækket

Foto: Morten Nielsen
Edgar entrer råen for at frigøre hurtigrebet, som havde viklet sig omkring. Foto: Morten Nielsen
Published: 14/07-2007
Archieved: 31/12-2008

På gårsdagens sejlads fra Spangereid til Lista knækkede en vantnål i bagbord side. Uheldet skete, mens Havhingsten krydsede op mod vinden.

Om bord på Havhingsten er der et lager af ekstra vantnåle og i løbet af et kvarters tid var den knækkede vantnål skiftet ud, alt imens Havhingsten sejlede videre mod gårsdagens mål; havnen i Lista.

I dag sprang rorstroppen

Vantnålen er af træ. Dens funktion er dels at stramme, dels at låse vanttovet, som holder masten. Havhingsten har fem vanttove samt et bidevind-vant i luv side (den side af skibet vinden kommer fra), så det var helt udramatisk, at en af vantnålene knækkede.

Tidligt i morges lagde Havhingsten fra kaj i Lista og fortsatte på sin færd op langs den norske vestkyst. Og omtrent midtvejs på dagens etape indtraf den første lidt dramatiske begivenhed på Havhingsten.

Rorstroppen, en kraftig læderrem som holder den øverste del af roret ind til skibssiden, knækkede, da Havhingsten skød en fart på 9-10 knob. Skipper Carsten Hvid kommanderede sejlet taget ned og i løftingen, det agterste rum hvor skipper, styrmænd og rorgænger arbejder, fik man hurtigt surret roret fast.

Men uden rorstrop – og inden reparationen var udført – var Havhingsten vanskelig at styre i den 10-11 sekundmeter hårde vind og en sø på 1½-2 meter. Da sejlet atter blev sat, havde øverste hurtigreb i styrbord side viklet sig om råen, som sejlet hænger i.

Gast ud på råen

Derfor skulle sejlet hurtigt ned igen og blev lagt på tværs af skibet. Hollandske Edgar fra midtskibet fik sikkerhedsline på og kravlede de tre-fire meter ud på råen i styrbords side. Tovværket var viklet så stramt om rånokken, at gasten måtte skære rebtovet over..

Da sejlet atter skulle hæves, kom en stejl bølge på tværs af skibet fra bagbord side og fyldte så meget vand i en lomme af sejlet, at det øverste skvætbord midtskibs flækkede.

Skvætbordet er en ekstra bordgang monteret på essingen (rælingen, red.) til sejlads i hårdt vejr og høj sø.

Men sekunder senere var Havhingsten atter flyvende hen over Nordsøen. Og ved 12-tiden kunne skib og besætning sno sig ind bag de yderste skær. Og i silende regn lagde skibet til kaj i Egersund, hvor Havhingsten venter på vind til at krydse Nordsøen. Det foreløbig længste stræk på rejsen til Dublin.

Skipper Carsten Hvid opsummerede dagens begivenheder som ”forholdsvis udramatisk og at det var helt perfekt, at rorstroppen knækkede i dag og ikke ude midt på Nordsøen. I det hele taget er det godt, at det skete, fordi det er med til at gøre os endnu mere opmærksomme på slitage på skibet”.

DMI lover østlig vind søndag aften. Som planerne ser ud lige nu, stikker Havhingsten til søs ved 22-tiden i aften med kurs mod Orkneyøerne nord for Skotland. Afstanden er cirka 300 sømil og det forventes, at Havhingsten vil have krydset Nordsøen i løbet af tre døgn og ankomme til Orkneyøerne i løbet af onsdag.


Created by Henrik Kastoft