Historiske sejl og materialer
Torsdag den 23. oktober kl. 19.30
Vi får besøg af sejlmager Siv Jespersen, som vil fortælle om arbejdet med historiske sejl og materialer.
Når vi i dag ser på vikingeskibe og andre historiske fartøjer, glemmer vi ofte, hvor revolutionerende sejlets opfindelse var for sejladsen i Skandinavien. Sejlet gjorde det muligt at rejse længere, hurtigere og med færre kræfter end tidligere – og blev en afgørende faktor for vikingernes succes som både handelsfolk og krigere.
Hvordan blev sejl fremstillet i vikingetiden? Hvilke materialer og teknikker mener vi, der blev brugt? Og hvordan forsøger moderne eksperimentel arkæologi at genskabe og forstå fortidens sejl og søfart?
Gennem arbejdet med det traditionelle håndværk åbnes en dør til både teknisk viden og kulturel indsigt i den nordiske fortid.
Navigation i vikingetiden
Torsdag den 13. november kl. 19.30
Årets sidste foredrag i venneforeningen er ved skipper Esben Jessen.
Vikingerne er kendt for deres sødygtige skibe og rejser over åbent hav. Det vidner om avanceret skibsteknologi og tilsvarende navigationsmetoder. Skibsteknologien kan vi blive klogere på ved at rekonstruere de arkæologiske fund, men navigationen kræver en anden tilgang. Der findes nemlig ingen skriftlige kilder, der forklarer, hvordan vikingerne fandt vej.
I foredraget fortæller Esben Jessen om, hvordan man kan arbejde eksperimentelt med navigation på vikingernes præmisser for bedre at forstå deres metoder. Det bliver en introduktion til navigations-teknikker – og en fortælling om, hvordan man kan genopdage tabt viden ved at afprøve de praksisser, der blev brugt dengang.
Fakta om venneforeningens foredrag
Venneforeningen afholder 5-6 foredrag henover vinteren med forskellige oplæg om vikingetiden, museets arbejde og meget mere.
Foredragene finder sted i Vikingeskibshallen og offentliggøres løbende på Vikingeskibsmuseets hjemmeside.
Dørene åbner kl. 19.00 og foredraget begynder kl. 19.30.
Prisen er 50 kr. og billetter kan købes i døren.
Det er gratis for medlemmer af Venneforeningen og én ledsager at deltage.
» Læs mere om fordelene ved at være medlem af Vikingeskibsmuseets Venner