Planlagt kæntring og storstilet redningsøvelse på Roskilde fjord

Vikingeskibsmuseet gennemfører jævnligt kæntrings- og redningsøvelser for at være godt forberedte, hvis uheldet skulle være ude. Billedet her er fra en tidligere kæntringsøvelse.
Vikingeskibsmuseet gennemfører jævnligt kæntrings- og redningsøvelser for at være godt forberedte, hvis uheldet skulle være ude. Billedet her er fra en tidligere kæntringsøvelse.
Udgivet 21/06-2019

Et kæntret skib og 12 personer i vandet. Redningsfartøjer og vandscootere i høj fart, svirrende droner og helikopter i luften. Det er heldigvis ikke dagligdags scener på Roskilde Fjord, men hvis uheldet en dag skulle være ude, ja så er det godt at have øvet sig inden.

Fredag den 21. juni 2019 afholder Vikingeskibsmuseet en kordineret redningsøvelse på Roskilde fjord. Øvelsen afholdes i samarbejde med Østsjællands Beredskab (ØSB) og Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre (JRCC).
Øvelsen skal udspille sig som et realistisk scenarie for en kæntringsulykke. En af Vikingeskibsmuseets traditionelle, nordiske både ”Sunnfjord” skal kæntres og efterfølgende skal den 12-mand store besætning ’reddes’.

Museets damjolle ”Tine”, der til daglig er ’stand-by’ båd, når der er gæster på vandet, deltager også i øvelsen, hvor den skal bjærge Sunnfjord samt de løsdele fra båden, der flyder i vandet efter øvelsen.  
Østsjællands Beredskab stiller med to vandscootere fra Roskilde-afdelingen samt en RIB-båd fra Jyllinge. JRCC deltager i øvelsen med en redningshelikopter, hvis den ikke er af sted på andre opgaver.      

Vandscootere og redningsbåde i høj fart

Da øvelsen går blandt andet ud på at teste, hvor hurtigt redningen kan være fremme ved et forulykket skib, vil øvelsen komme til at foregå i højt tempo – også højere, end det normalt er tilladt at sejle i Roskilde Fjords inderbredning. 
Vikingeskibsmuseets motorbåd ”Martha” skal følge Sunnfjord på tæt hånd, så observatører fra redningskorpsene kan få et førstehåndindtryk af øvelsens gang. Herfra skal de dokumentere forløbet via droner samt sikre sikkerheden for deltagerne i øvelsen og alle andre på fjorden denne dag.  

Det bliver altså en dag med hektisk aktivitet på fjorden, og det kan synes meget dramatisk, hvis man ikke lige ved, hvad der foregår. Men der er bestemt ingen grund til at bekymre sig, da der er tale om en kontrolleret øvelse – og møder man bekymrede tilskuere, så spred gerne budskabet om, at det er en helt og aldeles planlagt kæntring!

Rettidig omhu

Vikingeskibsmuseet sejler årligt mere end 16.000 gæster ud på fjorden i efterkommere af vikingeskibe, og fjorden bruges tillige af masser af private lystbåde, kajakker og joller. Derfor er det vigtigt, at vi sammen forbereder os på en eventuel ulykke – og træner i magsvejr – så alle er forberedte og ved, hvad der kræves af dem, hvis det værst tænkelige skulle ske. 

► Læs mere: På Vikingeskibsmuseets hjemmeside kan du læse mere om de forholdsregler, vi tager for at afvikle sejladserne på en sikker måde

Program for øvelsen: 
11:00 Briefing i Sejladsnaust for medvirkende fra Vikingeskibsmuseet og observatører fra ØSB. 
11:15 Sejlads til øvelsesplads i Sankt Hans bugten. 
12:00 Båden kæntres, besætningen falder i vandet. Bådfører og gast vil danne et overblik over situationen, samle de nødstedte og evt. udløse redningsflåde. Der foretages en telefonisk kontakt/nødmelding til ØSB.
12:15 ØSBs vandscootere og RIB og JRCCs helikopter ankommer til øvelsesområdet. Besætningen bjærges, og bringes i land til videre behandling. 
13:00 Øvelsen er slut


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen