Fund fra havets bund - workshop for børn i Marinarkæologernes Værksted

I Marinarkæologernes Værksted kan du blive klogere på de fund, arkæologerne udgraver fra den danske havbund. 

Få fingre i fund fra Lynetteholm

I weekender og ferier kan børn og voksne prøve kræfter med den marinarkæologiske metode og måske endda få lov til at holde arkæologiske fund i hænderne.

I får chancen for at undersøge nogle af de spændende ting, som arkæologerne har fundet i forbindelse med udgravningerne til den nye halvø Lynetteholm i Københavns Havn.
 
Fundene sætter gang i fantasien og forestillingerne om fortidens mennesker og deres liv; Hvad mon vi kan finde ud af om bådebygning, søfart og sømænd i gamle dage?

Kridtpiber, knogler og klinknagler

Hele familien kan være med, når museets erfarne formidlere inviterer indenfor i Marinarkæologernes Værksted og lukker op for nogle af de mange spændende fund, der gennem tiderne er gået tabt i havnen. 

Nogle fund er rester af byens affald: Arkæologerne finder masser af knogler fra dyr, rester af keramik og porcelæn, flasker i forskellige former og farver.

Andre ting er nok gået tabt ved et uheld, og det har sikkert gjort ejeren meget ærgerlig, når yndlingspiben, den gode tjærekost eller den ene sko er gået til bunds.

Weekend- og ferieworkshops i Marinarkæologernes Værksted:

I weekender og i juleferien kan familien gå med ’I Marinarkæologens fodspor’ på Vikingeskibsmuseet.

Hvornår: 9. - 10. december + 16. - 17. december + 22. december - 1. januar
Tidspunkt: 11.00 - 11.30 og 12.30 - 13.00
Hvor: Marinarkæologernes Værksted på Museumsøen

Aktiviteterne er tilrettelagt for familier med børn i alderen 5-11 år og foregår indendørs i Marinarkæologernes Værksted ved siden af Café Knarr på Museumsøen.

Hvor ved vi det fra?
Udgravninger under den kommende Lynetteholm

Inden man bygger på havet, så skal havbunden undersøges for spor efter fortiden. Vikingeskibsmuseets marinarkæologer har sammen med By & Havn foretaget grundige undersøgelser af havbunden i det område, hvor den nye halvø Lynetteholm i øjeblikket etableres. 

Indtil nu har arkæologerne undersøgt intet mindre end 2.144 positioner med en meget stor gravemaskine, der vejer hele 140 tons. Gravemaskinen står på en pram og har en arm på 21 meter, der kan nå helt ned til havbunden og nænsomt tage skovlfulde af prøvehullerne op på dækket til arkæologerne, der så undersøger, hvad der er i skovlene. 

Nu er det store skrivebordsarbejde med at analysere resultaterne fra forundersøgelserne i fuld gang, og i løbet af 2024 skal arkæologerne lave en række opfølgende undersøgelser af havbunden.

Åbningstider på Vikingeskibsmuseet i julen 2023
Besøg Vikingeskibsmuseet alle dage i hele julen kl. 10.00 - 16.00

Vi holder også åbent juleaftensdag, alle juledagene, nytårsaftensdag og 1. januar.

Café Knarr og Museumsbutikken holder også juleåben alle dage kl. 10.00 - 16.00

Rundvisninger på dansk og engelsk:
• Rundvisning på engelsk kl. 11.00
• Rundvisning på dansk kl. 13.00
Bemærk: 22. - 31. december er rundvisningen på dansk flyttet til kl. 14.00 for at gøre plads til julefortællinger for børn.
• 22. - 31. december julefortællinger på dansk kl. 13.00

» Tjek kalenderen og se alt det, der sker på museet i julen.

Entré: 
Børn og unge under 18 år: Gratis adgang
Voksne: 125,- 
Familiebillet (2 voksne + alle børn under 18 år): 230,- 

Hvor: Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde