Mød håndværkerne

Midt på museumsøen ligger bådeværftet, hvor museets bådebyggere året rundt arbejder på rekonstruktioner af vikingeskibe og andre traditionelle træbåde.

Om sommeren bringer vi også nogle af vikingetidens andre maritime håndværk til live. Fra maj til september kan du opleve, hvordan gamle metoder og teknikker stadig lever, når håndværkerne arbejder.

Alt efter hvornår du besøger Vikingeskibsmuseet, kan du, udover vores bådebyggere, møde enten smeden, tekstilhåndværkeren, træskæreren eller rebslageren.

Oplev maritime håndværk på museet hver dag fra maj til september kl. 10.00–17.00.

Hvornår kan du møde håndværkerne?

 

Juni

Juli

August

September

Bådebyggeren

Alle dage

Alle dage

Alle dage

Alle dage

Smeden

5, 6, 19, 20, 21, 26, 27, 30

3, 4, 10, 16, 17, 24, 26, 27, 28, 31

1, 4, 7, 8, 9, 13, 14, 17, 18, 28

4, 5, 18, 19, 22, 23, 25, 26

Tekstilhåndværker

3, 4, 10, 11, 13, 17, 18, 24, 25

1, 2, 6, 8, 9, 15, 18, 22, 23, 29, 30

5, 6, 12, 16, 19, 20, 26, 27

2, 3, 6, 9, 10, 13, 16, 17, 20, 23, 24, 27

Rebslageren

1, 2, 8, 9, 15, 16, 22, 23, 28, 29

6, 7, 13, 14

2, 3, 10, 11, 24, 25, 31

1, 7, 8, 14, 15, 21, 22

Træskæreren

7, 12

11, 12, 19, 20, 21, 25

 

22, 23, 24, 25

Bådebyggerne på Bådeværftet

Midt på museumsøen ligger bådeværftet. Her bygger bådebyggerne i sommerhalvåret rekonstruktioner af vikingeskibe og andre traditionelle træbåde. Duften af frisk trætjære fylder luften og lyden af bådebyggerens økse mod egetræet genlyder rytmisk over værftspladsen. 

Bådebyggerne arbejder på en rekonstruktion af et krigsskib fra vikingetiden; nemlig vikingeskibet Skuldelev 5, der står udstillet i Vikingeskibshallen. Under rundvisningen på bådeværftet vil bådebyggerne fortælle og vise de særlige teknikker, vikingerne brugte, når de byggede deres imponerende skibe. 

Vi har desuden indrettet et særligt oplevelsesområde på værftspladsen, hvor kreative børn og voksne kan teste egne bådebyggerevner i ’Byg-Båd Værkstedet´.

Rebslagning i Rebslagerværkstedet

Rebslagning er et af de ældste håndværk i verden, og mange af de teknikker og værktøjer som bruges på museets rebslagerværksted i dag, har ikke ændret sig meget siden vikingetiden. 

Alt tyder på, at lindebast var det primære materiale i vikingetiden, suppleret med reb af gran og andre planter, skind (af hvalros, sæl, elg, hjort eller okse), hår (fra heste, kohaler eller gris) og uld. 

I løbet af sommeren kan I møde vores håndværksformidler, der er kyndig i flere af de traditionelle materialer og teknikker til at fremstille tov og reb. 

Denne sommer arbejder han løbende med reb til årehullerne på Skuldelev 5-skibet, der bygges på værftet. 

Smedene i teltet på Værftspladsen

Jern er nok ikke det første materiale, man kommer i tanke om, når man ser et vikingeskib. Det er dog jernnagler og trænagler, der holder skibene samlet, og smedens arbejde er derfor en afgørende del af bådebygningsprocessen.

Når du møder smeden på museet får du et særligt indblik i den svære kunst at håndtere det rødglødende jern. 

Denne sommer kan du opleve smedene svede over deres esser, når de laver ankerkæde til det anker, som sidste år blev lavet til Skuldelev 5-skibet, der bygges på værftet.

Måske kan I hjælpe ved blæsebælgen, mens I får en snak om den spændende proces at smede jern til nagler, ankerkæder og værktøj. 

Træskæreren under halvtaget på Værftspladsen 

Mange genstande fra vikingetiden er rigt dekoreret med smukke udskæringer i træ. Det gælder også vikingeskibene, som til tider er prydet med kunstfærdige hoveder og haler. 

På Skuldelev 5 skibet, der er udstillet i Vikingeskibshallen, kan man eksempelvis finde en lille rest af dekoration på skibets ene side.

I vikingetiden kaldte man nok de dygtige håndværkere, der kunne forvandle træ til fantasifulde og smukke figurer, for 'træskærer'. På Vikingeskibsmuseet kan du til sommer møde en af Danmarks dygtigste billedskærere (som håndværket hedder i dag).

I løbet af sommeren vil hun lave forskellige udskæringer, som kan bruges til den nye rekonstruktion af krigsskibet Skuldelev 5, som er ved at blive bygget på bådeværftet.

Væveren

Væveren arbejder med uld og hør, og væver de lange banner af sejldug, der skal sys sammet til de store råsejl til vikingeskibene.

» Læs mere om væverens arbejde i vikingetiden...