I vikingetiden arbejdede folk sammen om at bygge imponerende langskibe og stormandshaller. Datidens mennesker havde også en nærmest uhæmmet virkelyst med opdagelsesrejser, bosættelser og erobringstogter.
Skibene var afgørende for, at de mange store begivenheder fandt sted i Skandinavien i netop denne periode.
På Vikingeskibsmuseet kan I hver dag blive klogere på, hvordan disse skibe blev bygget, I kan selv prøve kræfter med traditionelle håndværk, eller opleve hvordan det føles at sejle ud for årer og råsejl, som vikingerne gjorde for 1000 år siden.
Vikingelejr på Strandengen 29. juni til 31. august
Udendørsområdet på Strandengen er et aktivt oplevelsesområde for hele familien, hvor store og små kan lege sig ind i vikingetiden og lave familie-teamwork på græsset ved siden af langskibet ’Havhingsten fra Glendalough’.
På Strandengen foregår der forskellige aktiviteter hele sommeren. Aktiviteterne foregår alle dage fra 10-17.
Det sker på Strandengen:
Vikingetræning. Er man modig nok, kan man vove sig ind på den særligt indrettede ’kamparena’, hvor børn og voksne kan træne og dyste mod hinanden med rollespilsvåben.
Gå ombord i et vikingeskib. Et højdepunkt for mange besøgende på Vikingeskibsmuseet er at gå ombord i det store langskib, Havhingsten fra Glendalough, der ligger ved den lave anløbsbro ved Strandengen.
Nyt telt. Som noget nyt i år, har vi opsat et nyt stort telt, hvor der henover sommeren vil være forskellig slags formidling for hele familien, både børn og voksne.
Krigertræning i den første uge af sommerferien 1. juli – 7. juli.
Kom til krigertræning
Vikingekrigeren Tom Jersø indtager Strandengen på Vikingeskibsmuseet.
Fra mandag den 1. juli til søndag den 7. juli viser han sine skarpe våben frem og lærer børn og voksne at kæmpe med sværd og skjold.
Lyden er ikke til at tage fejl af. Den skarpe lyd af stål mod stål synger over Strandengen, når vikingekrigeren Tom Jersø er på besøg.
Han medbringer sin imponerende samling af kopier af vikingernes våben; sværd, økser, skjolde, lanser, spyd og pile. Museets gæster får lov til at holde våbnene, mærke sværdets tyngde - og måske alligevel forundres over dets overraskende lethed og raffinement.
Krigskunst var et håndværk, og som med alt andet må man træne og øve sig for at blive en dygtigt kriger. Kun de bedste krigere kunne håbe på at vende hjem til familien efter togtet.
Tom Jersø står klar til at lære børn og voksne, hvordan en rigtig kriger trænede, for at blive klar til kamp. Men bare rolig - ingen træner med skarpe våben!
Oplevelser på Bådeværftet
Duften af frisk trætjære fylder luften og lyden af bådebyggerens økse mod egetræet genlyder rytmisk over værftspladsen.
Midt på museumsøen ligger bådeværftet. Her bygger museet rekonstruktioner af vikingeskibe og andre traditionelle træbåde.
Denne sommer fortsætter bådebyggerne byggeriet af Skuldelev 5, og som gæst på museet kan man opleve det ældgamle håndværk. Bådebyggerne kan du møde hver dag, hvor de fortæller og viser, hvordan vi genskaber vikingeskibene med fortidens materialer og teknikker.
Ved siden af bådeværftet, kan børn og barnlige sjæle også selv prøve kræfter med at bygge deres egen lille båd. Det foregår i det populærere 'Byg Båd Værksted', hvor børnene lærer gennem sjov og leg, hvad der virker, når man skal konstruere en båd, for at den sejler godt og ikke kæntrer.
Museets formidlere hjælper med tips og tricks. Start med at udtænke et design, prøv jer derefter frem med forskellige materialer og slut af med at teste jeres skib.
Mød en håndværker
Gennem hele sommeren sætter vi fokus på vikingetidens forskellige håndværk, hvor børn og voksne kan opleve de ældgamle håndværk blive vakt til live.
Håndværk er kunsten at lave noget med sine hænder. At forme og skabe noget, der kan bruges af andre til at bygge, sejle eller erobre.
Vi har valgt at sætte fokus på de håndværk, der omgiver vikingeskibene, og som var helt uundværlige for vikingetidens søfolk.
Alt efter, hvornår I besøger Vikingeskibsmuseet, kan I gå i krigertræning, møde smeden, reblæggeren, billedskæreren eller høre om kulsvierens arbejde med at skabe tjære.
Sejl ud på Roskilde Fjord for årer og sejl
Hver dag i sommerperioden og helt ind til 1. september, er der daglige sejlture fra Museumsøen.
På sejlturen vil I få en smagsprøve af, hvordan det var at være viking til søs. Vi benytter nemlig præcis de samme drivmidler, som vikingerne gjorde; årer og råsejl.
På dage med vind får du lov til at mærke vindens kræfter i råsejlet, og med sved på panden kan du lytte til den taktfaste plasken, når årene bryder vandoverfladen.
Du og den øvrige besætning ombord deltager aktivt ombord med at ro, sætte sejl og udføre andet 'sømandsarbejde'.
Alle sejladser med museumsgæster ledes af en af vores erfarne sejladsinstruktører og med ombord er også en erfaren gast som skibsassitent.
Der er enkelte pladser om bord til børn over 4 år, og andre der ikke kan ro.
Rundvisninger indendørs og udendørs
Flere gange dagligt kan I blive klogere på Vikingeskibene og få en særlig viden om vikingetiden og skibene.
Der er rundvisninger i Vikingeskibshallen for dem, der er interesseret i den historiske periode, hvor de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord sejlede for 1000 år siden.
Der er rundvisninger på Vikingeskibsmuseets bådeværft, hvor I bliver inviteret ind i det eksperimentalarkæologiske arbejde med at genskabe sejlende rekonstruktioner af vikingeskibene.
Derudover er der familierundvisninger, hvor børn og deres voksne kan tage med på et eventyrligt og fiktivt krigstogt 1000 år tilbage i tiden.
Oversigt over sommerens daglige rundvisninger
11.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen (Engelsk, 50 min.)
12.00: Rundvisning på Bådeværftet (Engelsk, 50 min.)
12.30: Krigstogtet. Familierundvisning udendørs (Engelsk og dansk, 45 min.)
13.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen (Engelsk, 50 min.)
14.00: Rundvisning på Bådeværftet (Engelsk, 50 min.)
14.00: Krigstogtet. Familierundvisning udendørs (Engelsk og dansk, 45 min.)
Der foregår også spændende aktiviteter rundt om på museet.
Sejl ud med de nordiske træbåde på fjorden
Hver dag kan du stige ombord på de traditionelle, nordiske træbåde, hvor du kan blive klogere på kunsten at sejle med årer og råsejl. Museet tilbyder også aftensejladser, dagskurser og gruppesejladser.
Gå med på museets daglige rundvisninger
På rundvisningerne kan du fordybe dig i historien bag de berømte Skuldelevskibe eller følge med i processen, når de dygtige bådebyggere skaber rekonstruktioner af vikingeskibe.
Besøg bådeværftet og byg din egen mini-båd på Muesumsøen
Her kan børn bygge deres egne mini-vikingeskibe, mens museets bådebyggere arbejder på rekonstruktionen af Skuldelev 5-skibet lige ved siden af.
Udforsk Marinarkæologernes Værksted på Museumsøen
Lær alt om arkæologernes arbejde med at udforske de skjulte skatte på den danske havbund. Få indsigt i alt fra dykkerundersøgelser til avancerede 3D-scannere.