Da Havhingsten forlod Irland søndag den 6. juni vidste besætningen ikke, at de først skulle sætter fødderne på land 56 timer senere i Torquay i England.
På en stor del af turen havde skibet hård vestlig vind og op til tre meter høje atlanterhavsdønninger. Lands End blev rundet ved midnat mellem mandag og tirsdag efter 24 timers sejlads med vind af kulingsstyrke. Pumperne var næsten konstant bemandet frem til Lands End og røgvandet stod i stråler ind over besætningen. Nogle gaster havde mere udsatte positioner end andre. Udkig Anders B. S. Fischer fortæller:
”Jeg stod alene i stævnen i fire timer som udkig fra 20 - 24 mandag aften på benet ned mod Lands End. Vinden var øgende og det endte jo med kuling. Forskibet løftede sig fire meter op og ned på de store atlanterhavsdønninger”, siger Andes B. S. Fischer.
”Faktisk var det en rigtig sommeraften og sommernat, hvor havet startede i grønt og gled over i gråt for at ende i sort. Det var smukt og rigtig mørkt blev det ikke. Men vandet var jo meget uroligt. Så begynder man at se ting i vandet, som slet ikke er der”.
Det er helt specielle krav, der stilles til en udkig. Hvad der foregår bag hans ryg er ikke vedkommende.
”Det er utroligt krævende, men helt afgørende, at udkiggen holder sin koncentration og kigger fremad. Især spejder man efter vraggods eller andet, vi kan sejle ind i. Det kan være fatalt og betyde Havhingstens forlis, hvis jeg overser ting i vandet. Så jeg sagde mange gange til mig selv: Kig fremad, makker!”.
”Jeg var lidt bange et par gange. Nogle gange kan stævnen i disse store søer banke skævt ned, og så kommer der altså lyde fra skroget, som kan få mig til at stikke hovedet ud over rælingen og kigge ned af skibssiden og se efter revner. Men det sker jo ikke. På et tidspunkt kom der også et lyn, som jeg rapporterede. Da tænkte jeg lidt på vores høje mast, hvis vi skulle til at have tordenvejr, men det kom ikke”, sige Anders B. S. Fischer.
Den udsatte post og en meget uheldig placeret soveplads fik konsekvenser for Anders B. S. Fischer:
”Jeg var jo begyndt at blive lidt søsyg, fordi jeg stod der ude i stævnen og vippede ekstremt op og ned i fire timer. Da så klokken blev 24 og jeg skulle til at sove, fik jeg den allerforreste soveplads i skibet. Faktisk kun en meter bag den plet, hvor jeg havde holdt udkig fra. Så gik det helt galt med søsygen og det endte med, at sygeplejersken beordrede mig over på vores følgebåd Cabel One for at komme til hægterne. Det var ikke med min gode vilje, men hun bestemmer. Det var rart at komme tilbage til Havhingsten igen”.