Udgravningen af de 5 Skuldelevskibe

Miraklet fra Roskilde Fjord

For 60 år siden begyndte en af Danmarkshistoriens mest banebrydende arkæologiske udgravninger. Efter flere års forberedelser og mindre dykkerundersøgelser skulle de nyfundne vikingeskibe op fra bunden af Roskilde Fjord, så de kunne undersøges og bevares for eftertiden.

Udfordringerne var enorme. Risikoen var stor. Det var slet ikke sikkert, det kunne lade sig gøre. Men målet var klart, og projektet blev båret af en grænseløs viljestyrke og mange menneskers samlede indsats. 

Den 5. juli 1962 var alt klar til udgravningen, og den 6. juli 1962 tændtes pumperne for gradvist at fjerne vandet fra det inddæmmede område, hvor skibene lå.

Arbejdet med at udgrave skibene

Man kunne tænke, at området bare skulle tømmes totalt for vand, så man kunne udgrave skibene, som om de lå på landjorden. Men det ville have haft frygtelige konsekvenser, da vægten af de mange ​​sten ville være steget i takt med, at området blev drænet, og de derved mistede deres opdrift.
Det øgede tryk fra stenene ville dermed kunne beskadige og deformere skibenes bløde tømmer. Desuden var det helt essentielt at forhindre udtørring af skibstømmeret, der ville blive nedbrudt ved udtørringen, inden de var blevet konserveret.

Først blev vandstanden kun sænket omkring 75-80 cm., så det blev muligt at fjerne tang, mudder og sten, og hvad der ellers dækkede skibene. Derefter kunne vandstanden sænkes med yderligere cirka ti cm., indtil bunden igen var frilagt, og mere sand, sten mm. kunne fjernes. Denne proces blev gentaget flere gange, indtil skibsdele eller pæle fra spærringen var blotlagt og kunne afrenses. På den måde kom arkæologerne gradvist ned i spærringen, og efter en måned var vandstanden så lav, at alle de fem skibe delvist var blotlagte, og den egentlige udgravning kunne begynde. Efterhånden som skibene blev afdækket, blev der opstillet en række små sprinklere – til tider helt op til 19 -  som holdt alt træ fugtigt med fjordvand, der til stadighed skulle pumpes ud igen for ikke at oversvømme udgravningen.

Skibene dukker frem på fjordbunden

I begyndelsen af juli 1962 tog forskere hul på en nærmest uoverstigelig opgave: De skulle redde de vikingeskibe, der var blevet fundet i Roskilde Fjord nogle år tidligere.

Området, hvor skibene lå, var blevet inddæmmet med en væg af jernspuns, der skulle holde fjordens vand ude fra de skrøbelige skibe. Det tørlagte areal var på ca. 2.500 m2 - en kunstig ø i fjorden. Der blev også en bygget en lille kontorbygning på stolper i vandet, og en større hytte til arkæologer og studerende. Langs den ene side af spunsvæggen blev der rejst en besøgsplatform, og hertil blev nysgerrige sejlet ud for at se udgravningen og høre om de seneste opdagelser. I løbet af udgravningsperioden i sommeren 1962 besøgte 28.000 personer stedet via en særlig bådservice, der blev arrangeret netop til dette formål.

Imens udgravningen stod på, måtte alle skibsdele konstant oversprøjtes med vand, for ikke at tørre ud og blive ødelagte, inden de kunne komme til konservering på land. Sprinklerne var særligt vigtige på dage med stærkt solskin. Men til alt held var sommeren 1962 usædvanlig kold og regnfuld, og det gjorde det nemmere at opretholde den nødvendige fugtighed i udgravningsområdet. Men den konstante oversprøjtning var ikke sundt for dem, der skulle udføre det svære arbejde.

Gangbroer i udgravningen var nødvendige

For at beskytte skibstømmeret måtte man grave, liggende på maven på smalle gangbroer, der blev lagt ud over skibene uden at røre det gamle træ.

Af sikkerhedsmæssige årsager kunne man ikke bruge trillebøre på de glatte gangbroer. Det opgravede materiale skulle bort i spande eller - for de større stens vedkommende - i sække.

For ikke at beskadige tømmerets bløde overflader, var der ikke tilladt metalredskaber til at afdække tømmeret, så de almindelig graveskeer kunne ikke bruges. I stedet viste det mest skønsomme graveværktøj sig at være vandslanger med et sprøjtemundstykke, der kunne regulere strålens kraft. En kraftig stråle kunne let løsne sandet på bunden, der ofte var nærmest cementeret sammen, mens en mere skånsom spray kunne rense tømmerets overflader hurtigere og mere skånsomt, end det ville have været muligt med selv den blødeste børste.

Udgravningen

I år er det 60 år siden, at Skuldelevfundet – en sejlspærring i en sejlrende i Roskilde Fjord med fem skibe fra 1000-tallet - blev udgravet.

Mod slutningen af juli 1962, efter næsten en måneds hårdt arbejde i konstant fugtige omgivelser, havde arkæologerne stort set fået afdækket vikingeskibene inden for det inddæmmede område midt i fjorden, der udgjorde udgravningsfeltet.

Det var dog ikke tilfældet i de områder af spærringen, hvor skibene lå delvist oven på hinanden.
Arkæologerne kunne konstatere, at spærringen oprindeligt var anlagt i to faser: Den første med Skuldelev 1, 3 og 5, den anden med Skuldelev 2 og 6.

Skuldelev 2 var dårligt bevaret

Skibene fra den anden fase lå øverst i spærringen og var de mest beskadigede efter de mange år i vandet. Særligt det største skib i spærringen – Skuldelev 2 - var dårligt bevaret, også selvom det viste sig, at skibsdele, der var blevet tolket som ’skib nummer 4’, var dele af Skuldelev 2.

Med den opdagelse stod det klart, at spærringen bestod af fem skibe, der tilbage i vikingetiden var blevet fyldt med sten og sænket på tværs af sejlløbet ind mod Roskilde.
For at forlænge og forstærke spærringen var der blevet rammet et stort antal pæle – nogle med grenfletværk imellem -  ned i havbunden omkring de sænkede skibe.

En forstævn i komplet stand

Skuldelev 1 lå under Skuldelev 2, hvilket i nogen grad havde beskyttet det mod nedbrydning, Det var dog Skuldelev 3, der skulle vise sig at være det mest velbevarede skib af de fem, og glæden var stor hos arkæologerne, da de fandt skibets forstævn i komplet stand. Skibet lå presset op mod kanten af sejlrenden, og skibets agterstævn må have raget op over vandoverfladen og var dermed gået tabt.

Skuldelev 5 lå kæntret på sin bagbordsside, der derfor lå næsten fuldstændig bevaret under dynd og mudder, mens styrbordsside var næsten helt gået tabt. Skuldelev 6 lå ligesom ’knækket’ henover Skuldelev 5 og var meget nedslidt, men trods det havde store dele af dette skib overlevet inde mod kanten af sejlrenden.

Ved udgravningens begyndelse dukkede skibene op af vandet som en stor sammenhængende ’bro’ over sejlrenden, lastede med sten, fyldte med mudder og overgroede med ålegræs og tang. Efter fire ugers udgravning var dele af alle skibene blevet frilagt af de to gravehold, der arbejdede sig indad fra hver sin ende af spærringen.

Alt i alt kunne arkæologerne være tilfredse med forløbet af udgravningen. Nu skulle den vigtige opmåling og registrering af fundet starte.

Dokumentationen

I de sidste dage i juli 1962 kunne arkæologerne se tilbage på 4 ugers vellykket udgravning af de fem vikingeskibe fra Skuldelev. Nu stod de over for den svære opgave at dokumentere de søndervredne skibsdele. Den vigtige opmåling og registrering af fundet skulle til at starte.

Men det stod hurtigt klart, at de ikke kunne bruge traditionelle, arkæologiske målemetoder. Det ville tage for lang tid og været uhyre vanskeligt på grund af fundets omfang, de mange stykker skibstømmer i hvert af de fem skibe, og det faktum, at arkæologerne ikke kunne gå på de skrøbelige skibe under arbejdet.
Valget faldt derfor på den ’fotogrammetriske metode’ til registrering af skibene ’in situ’ – på stedet – og den metode viste sig meget effektiv. Metoden bygger på stereofotografier, der optages med særlige dobbeltkameraer. Dobbeltkameraerne fotograferede skibene sammen med markeringer, der var ind målt i forhold til faste fikspunkter rundt omkring i udgravningsområdet. Stereofotografierne kunne senere bruges til at optegne skibene meget nøjagtigt. På den måde blev arbejdet i felten begrænset til selve fotograferingen, mens plotningen af ​​tegningerne kunne foregå i laboratoriet på universitetet.

Måleprocessen af udgravningen

De fotogrammetriske målinger var overordnet set ikke mindre tidskrævende, end en traditionel måling ville have været. Men den sparede tid på udgravningsstedet og metoden af uvurderlig værdi for resultatet, fordi måleprocessen kunne gennemføres så hurtigt, effektivt og med meget lille risiko for skader på skibene.

Ud over de stereofotografier, der blev brugt til måling, blev der taget en lang række detaljefotografier af skibsdelene inden de blev taget op. Disse fotos var på den ene side dokumentation af skibsdelene og samtidig en hjælp til den senere registrering og nummerering.
Det var absolut nødvendigt med en meget omfattende og grundig registrering, da alt skibstømmeret skulle tages op stykke for stykke, ofte endda i flere brudstykker. Der blev udtænkt helt særligt system til dokumentation af alle dele af skibene og dette system viste sig senere at være en stor hjælp, da skibene igen skulle samles efter konservering.

Så snart dokumentation, beskrivelsen og nummereringen af ​​de eksponerede dele af et skib var afsluttet, kunne bjergningen begynde. Og udgravningen og dokumentationen af skibsdelene under kunne så fortsætte.

Den 3. august 1962 kunne udgravningen i hele sin udstrækning og med alle de fem skibe blotlagt fotograferes fra luften.

Bjærgningen

I disse dage for 60 siden stod de arkæologer, der var ansvarlige for udgravningen af de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord, over for en ufattelig krævende opgave.
De skulle ikke alene bjærge 1000-vis af skrøbelige skibsdele fra bunden af Roskilde Fjord, men skulle også udvikle et system for at få bragt alle skibsdelene - der ikke kunne tåle at tørre ud – bragt sikkert i land og fragtet til konservering mange kilometer fra udgravningsstedet.

Arkæologerne var klar over, at alle skibsdelene skulle pakkes i lufttætte plastikposer for at forhindre udtørring under transporten til Nationalmuseets konserveringsværksted, hvor det skulle nedsænkes i store vandfyldte tanke inden den egentlige konservering. Til pakning af skibsdelene var der indkøbt kraftige plastik’tuber’ i fire bredder mellem 25 og 55 cm, der kom i lange ruller. De ønskede længder kunne så skæres på stedet, så de passede nøjagtigt til længden på skibsdelene. De allerstørste skibsdele, som kølsvin og stævne, kunne ikke passes ind i poserne, så de blev viklet i plastfolie, der så blev svejset sammen.

De skrøbelige planker

Så langt så godt. Det var dog tydeligt, at der ville opstå problemer med de skibsdele, der ikke var af eg. De var ofte så bløde, at selv det letteste tryk kunne afsætte mærker på dem. Derfor blev der savet hårde plader i samme form og størrelse som de skrøbelige planker, der så forsigtigt kunne lægges på deres 'bårer' så snart de var blevet løsnet af fjordbunden.

Herefter blev plankerne renset og sammen med deres ’bårer’, pakket ind i jute og lagt i plastikposer, der blev forseglet i begge ender med elektriske svejsetænger. Denne proces viste sig at fungere rigtig godt, og den blev hurtigt standardproceduren for bjærgning af alle skibsdele.

Skibsdelene af eg var relativt velbevarede I modsætning til de skibsdelene af andre træsorter.
De centimetertynde bord – skibenenes planker -  havde endda bevaret deres elasticitet i forbløffende grad. Selvom alle jernnaglerne, der holdt plankerne sammen var rustet væk, kunne det dog være svært at adskille bordene fra hinanden. Tætningen mellem plankerne var stadig så klæbende, at flere små stykker af kanterne på bordene ofte brækkede af, når de blev løsnet. Alle disse fragmenter blev omhyggeligt samlet og lagt i deres korrekte plads.

Det var et omfattende arbejde og i alt blev der pakket omkring 1.500 plastikposer skibsdele – med en samlet længde på mere end 4 km.

Et til to lastbillæs med skibsdele hver dag

Efterhånden som holdet af studerende lærte arbejdsprocessen, fungerede de nærmest som et samlebånd, hvor hvert studerende havde sin faste opgave: Registrering, udsavning af hårde plader, løsning af skibstømmer fra fjordbunden, optagning og placering på de hårde plader, rense skibsdele, pakke dem ind i jute, lægge dem i poser og svejse enderne - og til sidst bugsere flåderne med skibsdele ind til havnen i Skuldelev. Over en længere periode blev der hver dag sendt et eller to lastbillæs med skibsdele til konserveringsværkstedet i Brede nord for København.

Alt dette blev gjort så effektivt og samvittighedsfuldt, at selv ikke det mindste stykke træ gik tabt i løbet af den meget omfattende proces.

Man havde fra begyndelsen af udgravningen vurderet, at projektet med at bjærge skibene ville tage tolv uger. Dette viste sig at være næsten korrekt. Den 28. september - efter tolv uger og en dag - var alle de fem skibe bjærget, og holdet af studerende kunne sendes hjem.

Men arbejdet var dog endnu ikke helt afsluttet. Det var blevet opdaget, at der i bunden af ​​Peberholmshullet, et 4-5 m dybt hul umiddelbart vest for selve spærringen, lå en del skibstømmer, der i tidens løb var blevet revet af skibene af strøm og is.

Metertykt mudderlag skovles væk

Nogle af disse skibsdele var fragmenter af planker, men de fleste af stykker var spanter fra Skuldelev 2-skibet, der jo havde ligget øverst og mest udsat i spærringen. Det hele lå nu under et metertykt mudderlag, der først skulle skovles væk.

Denne sidste opgave blev betroet til et lille hold af arbejdsmænd med erfaring i arkæologisk arbejde, og de fuldførte opgaven på tre uger. Belønningen for det hårde slid var intet mindre end stævnen og den pragtfulde, 14 m lange todelte kølsvin fra Skuldelev 2-skibet.

Den 17. oktober 1962 var alle skibsdele bjærget, pumperne blev slukket, arbejdsholdet forlod udgravningen, og i de følgende uger blev spunvæggen og alle de tekniske installationer fjernet.

Roskilde Fjord vendte tilbage til sin normale tilstand - dog uden sine fem vikingeskibe.

Læs mere om de 5 Skuldelevskibe her

Skuldelev 1: Havskibet

Skuldelev 1 er et stort havgående fragtskib fra Sognefjorden i Vestnorge. Havskibet har kunnet sejle overalt i Nordsøen og Østersøen samt på Nordatlanten.

Skuldelev 2: Det store langskib

Skuldelev 2 er en krigsmaskine, bygget til høj fart og transport af mange krigere. Analyser af tømmeret årringsmønster viser, at langskibet er bygget af egetræ i Dublinområdet omkring år 1042.

Skuldelev 3: Kystfareren

Skuldelev 3 er et lille, elegant og solidt handelsskib, bygget til fragt af varer i de indre danske farvande og i Østersøen. Skibet er det bedst bevarede af de fem vikingeskibe, fundet i Roskilde Fjord.

Skuldelev 5: Det lille langskib

Skuldelev 5 hører blandt til de mindste langskibe i en krigsflåde og er ideelt til sejlads i de indre, danske farvande og i de korte, krappe bølger på Østersøen.

Skuldelev 6: Fiskerbåden

Skuldelev 6 er en fiskerbåd, bygget ved Sognefjorden i Vestnorge, på samme tid og sted som havskibet. Den er oprindeligt brugt til fiskeri og fangst.

De fem rekonstruktioner

De fem Skuldelevskibe er bygget og brugt af mennesker, der har efterladt sig utallige spor i skibene. Vikingeskibsmuseets rekonstruktioner ligger i Museumshavnen, side om side med de traditionelle træbåde