Hele dagen i går var der stor aktivitet omkring Havhingsten, der skulle gøres klar til at blive udstillet i gården til Collins Barracks. Besætningen havde fra morgenstunden travlt med at tømme skibet for de otte tons sten, der udgør skibets ballast samt, hvad der nu samler sig i ”krogene” efter syv ugers sejlads!
Tidligt på eftermiddagen blev skibet løftet ud af the River Liffey, og op på en blokvogn, hvor på den blev renset både udvendigt og indvendigt, skuret og i det hele taget gjort pænt i stand til det næsten et år lange ophold på Collins Barracks, hvor skibet er hovedaktør i Nationalmuseets særudstilling, der slet og ret hedder: ”The Sea Stallion from Glendalough”, Havhingsten fra Glendalough!
Udstillingsbygningerne Collins Barracks ligger et godt stykke fra, hvor Havhingsten blev fortøjret for tre dage siden, da den ankom til Dublin og de Irske myndigheder har vurderet, at den nemmeste måde at få skibet derhen er, at transportere den på en blokvogn i gennem Dublins gader. For at forstyrre mindst muligt, blev transporten gennemført natten til fredag under fuld politieskorte. Selv om masten var taget ud af skibet inden det blev løftet ud af vandet, var skibet med de godt fire meter høje stævntoppe for stort til at kunne komme under byens broer, elledninger mv. hvilket gjorde, at Vikingeskibsmuseets bådebyggere nænsomt havde fjernet stævntoppene både for og agter.
Turen gennem Dublins gader var dog ikke det sværeste ved transporten: Gården hvor Havhingsten skal udstilles er på alle sider omkranset at fireetagers bygninger med højt rejste tage og skorstene! Til formålet var der lejet en af Irlands største kraner, der til lejligheden var udsmykket med et banner med påskriften: ”Velkommen hjem”.
Skibet fik genmonteret sine stolte stævne og var så kl. 7.30, efter mange mænds koncentrerede arbejde med udregninger af korrekte løftepunkter mv., klar til at svæve højt over Dublins tage. Det var nogle nervepirrende minutter, der for besætningen føltes som meget lange timer, hvor Havhingsten hang der mellem himmel og jord, der sluttede med at de mange fremmødte kunne se kranføreren forsigtigt sætte Havhingsten ned på endnu en kranvogn, der så skulle løfte skibet til sin endelige placering inde i udstillingsgården.
Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen fortæller, at hun var imponeret over samtlige kranførernes professionalisme og deres rolige håndtering af hele situationen. Og selv om kranførere løfter lidt af hvert, er der ingen tvivl om at de sent glemmer ”Verdens længste vikingeskib”!
Da skibet var velanbragt begyndte de irske mobberier: Der blev talt om ”final resting place”, og ”Vi har desværre ikke råd til at få den løftet ud igen til næste år” og ”Vi tror ikke, I kan få en Irsk kranfører til at løfte den igen”! Der er vist ingen tvivl om, at Irerne gerne vil beholde Havhingsten, skibet som de ikke føler, er et dansk skib på besøg men et Irsk skib, der er vendt hjem.
Men sådan bliver det som bekendt ikke: Skibet skal stå udstillet i næsten 11 måneder. Masten er blevet rejst, ror og skjolde er monteret, så skibet kan ses i al sin pragt. Inde i udstillingsbygningerne vises en udstilling om, hvordan skibet blev bygget, om vikingerne i Irland og med blandt andet skibets 112m2 store, stribede sejl som en af udstillingsgenstandene.
Der er ingen tvivl om, at skibet er et fantastisk formidlingsobjekt i sig selv, men en så ambitiøs rekonstruktion bliver ikke bygget for bare at komme på udstilling: Skibets virkelige værdi ligger i, at det kan sejles og på den måde være med til at øge vores viden om vikingernes verden, en verden, hvor skibe spillede den allerstørste rolle.