- Vi er meget, meget glade for vi tror, vi har fundet en permanent løsning på det svageste led i hele Havhingstens konstruktion – punktet hvor roret er fæstnet til skibssiden, siger Søren Nielsen, leder af bådeværftet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde og bådsmand på Havhingsten.
Denne weekend i Portsmouth, hvor Havhingsten er udstillet på Portsmouth Historic Dockyard lige over for dronning Victorias krigsskib, HMS Warrior, 1860, bliver blandt andet brugt på et grundigt eftersyn af hele skibets konstruktion og riggen, mens interesserede museumsgæster ser på. I dag, lørdag, blev masten trimmet helt på plads og der er skiftet to knækkede nagler. Ellers er der ingen problemer med konstruktionen. Skibet er i øvrigt tæt. I morgen skal rorvidjen udskiftes.
Havhingsten medbringer en stribe vidjer fra en dansk skov. En vidje er den nederste meter af et lille træ inklusiv rødderne, som har holdt træet fast i jorden. Disse rødder er ekstremt stærke. I dette tilfælde er der tale om birkevidjer. Operationen går ud på at stikke vidjen igennem hullet på roret og det dertilhørende hul i skibssiden, hvorefter der bliver slået en knude på indersiden. På denne enkle - men stærke - måde bliver roret holdt fast til skibet.
”Sidste år, da vi sejlede til Dublin, havde vi en masse problemer med den hampetovs-vidje vi havde. Den knækkede et par gange og det var tæt på at udvikle sig dramatisk. Så vi har arbejdet hårdt på at finde den rigtige løsning. Nu tror vi, at den er fundet,” forklarer Søren Nielsen.
”Siden i går har vi haft en vidje liggende i vand, for at gøre den bøjelig, så vi kan håndtere den. Den nuværende vidje har siddet i siden afgangen fra Dublin og den har sejlet omkring 400 sømil på fem dages sejlads. Under lange stræk i meget hårdt vejr. Den er nu gnavet en centimeter tyndere. Samtidig har den gnavet sig ind i rorets træ”.
”Det betyder, at vi beklæder den nye vidje med reb eller læder, så vi ikke længere har træ mod træ. Det skulle gerne stoppe vidjens gnaveri på vores ror”.
”Som sagt er vi meget tilfredse med, at vidjen holdt 400 sømil. Det er nok dens yderste grænse, for på vores tur her til Portsmouth måtte vi på det sidste stykke tage reb i sejlet for at mindske trykket på roret, fordi vi frygtede, at vidjen ville knække”.
”På et tidspunkt ude i Den Engelske Kanal overvejede vi faktisk at lade den knække for at se hvor bruddet ville komme – for eksperimentets skyld. Men vi blev enige om, at der var for stor risiko for andre farlige hændelser, hvis vi gjorde det. Derfor besluttede vi at tage trykket af riggen og i stedet skifte her i Portsmouth. Den næste vidje skal gerne holde til vores sidste destination i England. Så sætter vi en ny i, lige før vi sejler ud på vores tre dages nonstop sejlads over Nordsøen,” siger Søren Nielsen.