Eventyreren er Jens Christian Knudsen – blandt gasterne om bord på Havhingsten bedre kendt som ’Jens kok’. Jens er nemlig den ene halvdel af skibets hovmester-duo.
Med sine 63 år er Jens en af de ældste om bord på verdens største rekonstruktion af et vikingeskib. Men alderen og den daglige tilværelse som efterlønner er ingen hindring.
”Jeg er nok lidt af en eventyrer og søger udfordringer. Det gjorde jeg også i mine otte år i Grønland, hvor jeg sammen med eskimoer i Thule drog ud på jagt i hundeslæde. Jeg sejlede også min egen båd i de grønlandske fjorde. Jeg tror, jeg har fået Havhingsten ind under huden for resten af mit liv. Jeg er ganske enkelt stolt over at gennemføre dette enestående eventyr og forskningsprojekt sammen med resten af besætningen”.
Kom, så… og overgav sig
Jens er uddannet butiksslagter. Den uddannelse bruger han flittigt i kabyssen. Det kræver sit i døgndrift at holde en besætning på 65 kørende med mad og drikke.
Men det hele begyndte med et besøg på Vikingeskibsmuseet. Jens er nemlig en af de cirka 600.000 mennesker, som fulgte byggeriet af Havhingsten fra Glendalough.
Byggeriet af Havhingsten – der stod på i fire år fra 2000-2004 – fyrede godt og grundigt op under Jens’ nysgerrighed. Han fulgte ofte bådebyggerne fra sidelinjen og fordybede sig derhjemme i bøger om vikingetiden. Da det færdige skib stod klar til søsætning, var der ingen vej tilbage:
”Nu kunne jeg med egne øjne se, hvilken enorm transportmaskine vikingerne rådede over. Jeg blev så grebet, at jeg kørte hjem til min kone og sagde; ’jeg vil være med til at sejle vikingeskibet til Dublin’. Hun kiggede bestyrtet på mig og sagde, at jeg ikke var rigtig klog”.
Overskud om bord
Jens meldte sig som frivilligt besætningsmedlem, men helt så let skulle det ikke gå:
”Jeg blev i første omgang vraget til fordel for en anden målgruppe på det tidspunkt. Da den nuværende skipper – Carsten – overtog ansvaret, blev jeg kontaktet og sprang straks til. Jeg kom med på sommertogtet i 2005 og herefter fik jeg til opgave sammen med skibets anden hovmester at tage mig af logistik og madlavning,” fortæller Jens.
”Det mest fantastiske om bord er sammenholdet. At 65 mennesker under så trange forhold og på trods af mange strabadser kan finde overskud til at indordne sig efter hinanden. Det er noget mange moderne mennesker kunne lære af,” siger Jens.
Men ikke alt er lutter idyl. Det værste om bord er toiletforholdene. At træde af på naturens vegne klods op af 64 andre er mildest talt grænseoverskridende. Et nyt toilet delvist skjult bag en grøn presenning har afhjulpet problemet.
Jeg var med
Jens føler sig i dag så tryg ved skibet, at der ikke er noget, han frygter forud for Dublin-togtet. Selv de lange stræk over åbent hav ser han frem til. Også på hjemmefronten er der god stemning:
”Min kone har accepteret mit vilde projekt med Havhingsten, men hun synes jo, at det er lang tid, vi er væk. Også familie og venner er dybt fascinerede over projektet. Til tider fatter de ikke, at det kan lade sig gøre”.
Og når Havhingsten lægger til kaj, tager Jens gerne en snak med tilskuere på kajen:
”Ja, det lyder måske mærkeligt, men det giver en masse energi til at fortsætte, når jeg mærker denne fantastiske interesse og beundring, folk møder os med. Det er benzin til bålet”.
Hvad glæder du dig mest til?
”At gå i land i Dublin, se på min kone og gennem en tåre sige til hende og til mig selv: ’Jeg var med… 1000 år efter vikingerne’”.