Undervisning og læring på Vikingeskibsmuseet

Vikingeskibsmuseet inviterer børn og elever ind i vikingernes verden og vores fælles maritime kulturarv.

Afsættet for vores aktiviteter er de fem originale vikingeskibe, og hvad de kan fortælle os om datidens samfund og mennesker.

Hvad kendetegner undervisningen hos os?

Vores undervisningsforløb og -aktiviteter foregår i det levende og autentiske miljø omkring museet og i de nordiske både på fjorden.

Vi kommer tæt på vikingetidens maritime håndværk, de udendørs rekonstruktioner og vores indendørs modeller af henholdsvis et krigsskib og handelsskib.

Hvad kan børn og unge lære hos os?

Undervisningen understøtter en undersøgelsesbaseret tilgang til historien. Derfor er omdrejningspunktet i vores aktiviteter børnenes og elevernes undren over og deres spørgsmål til det, de oplever undervejs.

Vi lægger vægt på, at børn og elever lærer om historien ved at forholde sig til spor fra fortiden. Dette gør vi ved, at de konstruerer historiske scenarier med inddragelse af arkæologiske fund og genstande karakteristisk for perioden.

Vi vil gerne understøtte elevernes fysiske oplevelse af, at vikingetidens samfund bestod af mennesker, der praktiserede specialiserede håndværk og mestrede at sejle skibe over forskellige farvande.

Ved at lade eleverne sejle i nordiske både, og prøve kræfter med de maritime håndværk, bliver eleverne sat i en situation, hvor de igennem oplevelserne får en fornemmelse for menneskenes livsvilkår i vikingetiden.

Skoletjenestens åbningstider

Skoletjenesten har åbent for undervisning mellem kl. 10.00 – 16.00. For skolebesøg uden undervisning bedes I kontakte bookingen for at bestille tid.

Skoletjenesten har åben for undervisning tirsdag, onsdag og torsdag hele skoleåret.
I forbindelse med helligdage og skoleferier er Skoletjenesten lukket, på nær uge 7 og 8, hvor der kan bookes undervisningsforløb.

Undervisningsforløb til grundskolen

Elever og lærere deltager aktivt gennem dialogbaseret undervisning, værksteder, hands-on baserede refleksionsøvelser samt fysisk aktivitet under vores sejladser.

Undervisningsforløb til daginstitutioner

I aktiviteterne er der fokus på børnenes aktive deltagelse og nysgerrighed gennem en kobling af leg, sprog og bevægelse.

Undervisningsforløb til ungdomsuddannelser

Vi udforsker vikingetiden med afsæt i begreber som eksperimentalarkæologi, metodeforståelse, kildebrug og tværfaglige arbejdsprocesser. 

Undervisningsforløb til specialskoler

Kommer du med en specialklasse eller -gruppe har vi forskellige undervisningsforløb, der tilgodeser grupper med forskellige specialbehov. 

Skolesejlads

Foruden at styrke elevernes faglige kompetencer er sejladsen velegnet i forbindelse med fokus på elevernes samarbejdsevne og sociale dynamik imellem.

Nyheder fra Skoletjenesten

Følg med i undervisningsafdelingens aktiviteter og vores arbejde med undervisning og læring til børn og unge.

Booking og praktiske oplysninger

Ledige tider til undervisningsforløb og aktiviteter bliver hurtigt udsolgt, og vi anbefaler derfor at booke mindst 5 uger i forvejen.

Undervisningsmateriale

Vi udvikler løbende materialer, som du kan lade dig inspirere af eller bruge direkte som forberedelse eller efterbearbejdning af museumsbesøget.

Læreren og pædagogens rolle

Du kender eleverne bedst og kan være et vigtigt bindeled mellem museumsbesøget og jeres undervisning og aktiviteter i børnehaven eller på skolen.