Vikingernes sprog

Vikingerne bevarede deres nordiske sprog, selvom de boede og arbejde i Irland. Med dette forhold kan der drages en direkte parallel til vore dage. Sproget, som er en vigtig del af vor kulturarv, er noget af det man holder fast i – måske særligt når man rejser eller bor uden for sit fædreland. Men sproget udvikler sig også hele tiden, og de påvirkninger, der kan spores i sproget, antyder bl.a. hvilke kulturkontakter man har haft gennem tiderne.

Irsk og nordiske sprog var meget forskellige. Alligevel lærte mange vikinger sig irsk bl.a. dem, som giftede sig ind i irske familier. I en irsk kilde fra 10. århundrede kaldes de nordiske købmænds snak for gic-goc. Dette viser, at vikingerne havde kontakt med irerne og at de forsøgte sig på at tale irsk, men at det måske ikke altid var lige vellykket.

Personnavne

I irske kilder er nævnt navne på forskellige vikingeledere, og nordiske navne blev efterhånden indført i den irske navnetradition. Navne som Amlaíb (Olaf), Godfraid (Guthfrith), Ímar (Ivar), Ragnall (Ragnald) og Sitriuc (Sigtrygg) blev brugt fra 9. – 11. århundrede.