Der er to slags Harry’er i DSB.
Der er reklamefilmens plyssede antihelt, som forelskede sig i foråret 2000. Det skete på en tankstation og den udkårne var en smuk model; en Ford Taunus med overliggende knastaksel.
Og så er der virkelighedens Harry. Harry Carstensen, 64 år gammel og trafikinspektør i DSB. Han forelskede sig i 2004, men i et 30 meter langt vikingeskib.
"Jeg har altid været tiltrukket af vand. Som barn voksede jeg op ved en sø, hvor jeg sejlede og fiskede meget. I 1965/1966 var jeg sammen med nogle spejdere med til at bygge en stor tømmerflåde, som var forsynet med et råsejl på ca. 10 kvadratmeter. Den sejlede vi en del med på Roskilde Fjord, og tømmerflåden vakte megen opsigt og blev hyppigt omtalt i pressen. Flåden blev godkendt af Statens Skibstilsyn til sejlads i indre danske farvande, hvilket var ret usædvanligt. Ellers har jeg ikke sejlet meget med sejl, men jeg har en mindre motorbåd og en havkajak, og har taget duelighedsprøve i sejlads,” fortæller Harry Carstensen.
Fra tømmerflåde til vikingeskib
Det med manglende sejlererfaring har Harry Carstensen taget kraftig revanche for: I dag er han om bord på verdens største rekonstruktion af et vikingeskib med hele 112 kvadratmeter sejl til at drive herligheden frem ved naturens egen kraft.
Ofte med Harry Carstensen placeret længst fremme, som udkig i forskibet. Forskibet, som ynder at prale med, at de altid er lidt foran resten af besætningen, hvilket kan være vanskeligt at benægte.
”Jeg har altid haft interesse for vikingetiden og fulgte derfor med i bygningen af Havhingsten. Da jeg hørte, at der var planer om, at Havhingsten skulle sejle til Dublin, syntes jeg, det lød vildt spændende”.
Harry søgte om at blive gast om bord og har stort set været med på alle sejladser siden søsætningen i 2004.
Fascineret af hav og vejr
Men hvorfor egentlig?
”Jeg har altid været til aktive ferier og har blandt andet været på mange vandreture i bjerge rundt om i verden og på fiskerejser – jeg vil gerne have udfordringer og afprøve grænser. Og jeg så en kæmpeudfordring i at kunne være med til at sejle Havhingsten fra Roskilde til Dublin. Jeg er sikker på, at sejladsen til Dublin vil give en stor personlig tilfredsstillelse og at den vil give rigtig mange oplevelser og udfordringer,” fortæller Harry Carstensen.
”Og så er jeg meget fashioneret af hav og vejr. Samspillet mellem skib, mandskab, havet og vejrets udfordringer, men også når vejrguderne viser sig fra deres mere venlig side. Lyset, solens spil i skyerne og havet, ja de mangeartede skyer kan være meget betagende både når de bygges op - mange gange i fantastiske former og størrelser - og når de går i opløsning. Og ikke at forglemme solopgange, solnedgange og nattehimlens måne og stjerner”.
”Jeg nyder også synet af havfuglene, som vi møder undervejs. Suler og mallemukker fortalte os, at nu var vi for alvor på det åbne hav Fra sommertogtet vil jeg særligt fremhæve sejladsen over Kattegat i de ret høje bølger og den lidt spøgelsesagtige natsejlads i skærgården ved Lysekil og videre ind til Bassholmen”.
Uden mad og hvile
Hvad er det værste ved at sejle med Havhingsten?
”Der har ikke været forhold, der var så sure eller irriterende, at jeg på noget tidspunkt har tænkt ’det her holder du ikke ud’. Men en nat, hvor det bare var vådt og koldt i forskibet, var det nu lidt surt, at det næsten var umuligt at finde et anden sted at sove.
”Jeg har også været lidt sur over den måde, hvordan vi nogle gange fordeler den varme mad. Det er møgirriterende, når vi fra forskibet skal bevæge os i hele skibets længde for at hente anden portion nede i kabyssen i agterskibet og balancere hele vejen tilbage over tofter, mandskab, reb og årer med den fyldte tallerken”.
OK med hårdt vejr
Hvad glæder du dig mest til?
”For mig er der to højdepunkter. Det første og største er sejladsen over Nordsøen og det andet er ankomsten til Dublin, men jeg tror også, at sejladsen i det strømfyldte farvand mellem Skotland og Orkneyøerne bliver spændende og udfordrende”.
Hvad frygter du mest?
”På den tid af året, hvor vi skal sejle, opstår der heldigvis normalt ikke uventede storme, men det jeg nok nødigst vil opleve, er at løbe ind i en regulær storm. Hårdt vejr er helt ok, men storm vil jeg ikke være glad for. Hvis jeg ellers frygter noget må være en alvorlig tilskadekomst.
Hvad siger familien?
”Nu er jeg i den situation, at jeg ikke er gift, men jeg tror faktisk, at mine tre voksne børn er lidt stolte af deres gamle far… og det har jeg det selvfølgelig helt fint med,” fortæller Harry Carstensen.
Faktisk har han det så fint om bord, at han allerede har meldt sig til at sejle Havhingsten hjem igen i 2008 fra Dublin til Roskilde.